Gå til hovedindhold

Et gasfyr mindre i Danmark er et gasfyr mindre i EU

Skrotningen af gasfyrene i Danmark er ved at bremse op. Derfor går en række politiske organisationer sammen om at opfordre regeringen og Klima-, Energi- og Forsyningsministeren til at sikre, at naturgasudfasningen i Danmark ikke går i stå.

19. aug. 2025
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Dette debatindlæg er skrevet af:

    Bjarke Møller, direktør i Rådet for Grøn Omstilling, Stine Johansen, klimadirektør i KL, Winni Grosbøll, direktør i Forbrugerrådet Tænk, Ulrich Bang, vicedirektør i Dansk Erhverv, Christian Ibsen, direktør i CONCITO, Katrine Bjerre, direktør i SYNERGI, Mette Rose Skaksen, vicedirektør i Green Power Denmark, Nicolai Siegumfeldt, underdirektør i TEKNIQ og Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme.

    Vi skal have udfaset den fossile energi og dermed også få gassen ud af den danske varmeforsyning. Ligesom EU, hvor EU-kommissær Dan Jørgensen for nyligt fremlagde Kommissionens lovforslag med et forbud mod russisk naturgas allerede inden udgangen af 2027, bør Danmark også fortsætte det vigtige arbejde med at sikre uafhængighed fra russisk naturgas og samtidig fortsætte den grønne omstilling.

    Desværre ser vi, at Danmark, modsat EU, ikke har taget nogle nye politiske beslutninger på udfasning af gas siden 2022, hvor energikrisen ramte. På bare tre år er Danmark gået fra at gå forrest i at udfase gas i rumopvarmningen til nu at stå med faldende fjernvarmekonverteringer og varmepumpesalg.

    Det er den forkerte udvikling. Derfor er der behov for, at regeringen og klima-, energi- og forsyningsministeren følger op på den politiske ambition fra 2022 om udfasning af gasfyr i danske hjem inden 2035, og sætter en klar retning for gasudfasningen, så forbrugere, industri og produktion ved, hvad de ser ind i. Det vil være at gøre forbrugerne en bjørnetjeneste at fastholde dem i en varmekilde, der er på vej ud, og samtidig risikerer at bliver dyrere og dyrere.

    Biogas er en værdifuld men knap ressource i naturgasudfasningen

    En vigtig pointe for mange er, at der bliver produceret mere og mere biogas i Danmark. Det er en god nyhed, men biogas er en knap ressource, som vi skal udnytte klogt. I stedet for at lade den fosse ud i gasnettet til boliger, som har mulighed for at skifte til fjernvarme, varmepumper eller andre grønne løsninger, skal vi anvende biogassen der, hvor det er svært at elektrificere eller erstatte gasforbruget med fjernvarme.

    Især i den danske industri og i spidslasten i fjernvarmeproduktion skal biogas erstatte naturgassen. Men dansk biogas kan også hjælpe resten af Europa med at komme den russiske gas til livs. I de danske husholdninger har vi gode muligheder for at erstatte gassen med langt mindre klimabelastende løsninger som fjernvarme og varmepumper. De samme muligheder ligger ikke lige for i resten af Europa. Derfor skal vi bruge mindre gas til individuel opvarmning i Danmark, og i stedet sende vores overskydende biogas sydpå. Europa har ét fælles forbundet gasnet, så når vi eksporterer mere dansk biogas, fjerner vi samtidig den samme mængde russisk fossil naturgas. Intet EU-land er fri af russisk gas, før alle er.

    Udfasningen af gas kræver en klar retning – nu

    Lad os få sat to streger under den nuværende deadline for udfasning af gasfyr i vores boliger inden 2035. En konkret plan for udfasning af gasfyr i de danske hjem skal give klarhed og bidrage til at motivere gasforbrugere til at vælge fjernvarme og varmepumper, når gasfyret skal udskiftes. Skal dette lykkedes, så skal udfasningen af gasfyr understøttes i hele landet, herunder i ejendomme, hvor adgangen til at finansiere omlægning væk fra gasfyr, kan være vanskelig. Udskiftningen af gasfyr understøtter udfasningen af fossil energi, og sikrer materialiseringen af det grønne gaskryds i Klimafremskrivningerne – der hvor produktionen af biogas matcher efterspørgslen, og Danmark begynder at eksportere biogas til Europa.

    Hvor den politiske aftale lagde op til, at dette gaskryds skulle indfinde sig i 2030, viser den seneste fremskrivning, at det tidligst bliver i 2032. Det går altså endnu langsommere end ventet med at få biogassen til at matche gasforbruget. Det er uholdbart, hvorfor vi kommer med denne klare opfordring: Lad os få en afklaring og få bekræftet den politiske aftale for udfasning af gasfyr i boliger, så vi kan sikre, at Danmark får en fremtidssikret varmeforsyning.

    Dette debatindlæg har været bragt i Børsen den 19. august 2025.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...