Gå til hovedindhold
Elmarked & Eltariffer
Forsyningssikkerhed
Dansk Fjernvarme

Danmarks største batteri er gemt under jorden

Dansk fjernvarme kan levere el på de svære dage og forbruge el på de solrige og blæsende dag. Den fleksibilitet skal vi dyrke og udvikle, lyder det i indlægget.

24. sep. 2026
Michael Søgaard Schrøder, mss@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Debatindlæg skrevet af Michael Søgaard Schrøder, chefkonsulent, Dansk Fjernvarme.

    I Danmark får mere end 2 mio. husstande varme fra et centralt fjernvarmeværk. Men ikke mange ved, at fjernvarmen også er Danmark største og mest fleksible batteri.

    Det er helt unikt for Danmark og er med til at sikre vores elforsyningssikkerhed, balancering af elsystemet og er et bidrag til et sammenhængende energisystem.

    Fjernvarmen består af en kombination af varmeværker, der udelukkende producerer varme og kraftvarmeværker samt affaldsenergianlæg, der har samproduktion af el og varme. Det giver en utrolig høj energiudnyttelse, og de el- og varmeproducerende værker kan levere el, når efterspørgslen er høj, eller når vinden ikke blæser og solen ikke skinner. I alt kan fjernvarmen producere 4,5 GW strøm, når alle anlæg i landet er i gang samtidig. Til sammenligning kommer der 1,8 GW fra det havvindsudbud, der blev afsluttet i 2026. Vi har altså at gøre med en stor elproduktion fordelt i fjernvarmesektoren.

    I takt med den grønne omstilling af fjernvarmen, har sektoren derudover udbygget varmeproduktionen med store varmepumper og elkedler til at udnytte sol og vindenergi til at producere fjernvarme. Derfor står fjernvarmen klar til at bruge mere end 2,5 GW strøm, når der er fuld gang i vindmøllerne, solen skinner, og alle de elbaserede varmeanlæg kører på samme tid.

    Fjernvarmen kan altså rykke fra 4,5 GW elproduktion til 2,5 GW elforbrug. Både elforbrug og elproduktion giver store mængder varme, der kan lagres og anvendes senere. Fjernvarmen er således et kæmpe batteri med enorm fleksibilitet. Til sammenligning, er der tilsluttet elbatterier til elnettet med en kapacitet på mellem 0,4 GW.

    Men elsystemet kalder på mere af den fleksibilitet i fremtiden. Og her kan et passende scenarie være at udnytte fjernvarmens fulde potentiale og kombinere fjernvarmens fleksibilitet med de meget efterspurgte – og nødvendige – elbatterier.

    Udnyt fleksibiliteten og øg sammenhængskraften

    Ligesom Danmark leder resten af EU efter måder at balancere elsystemet i takt med, at elektrificeringen øges, og el fra vind og sol udbygges. I mange lande opsættes store elbatterier, der skal levere en stor del af balanceringen.

    I Danmark har vi løst meget af den samme balanceringsudfordring gennem fjernvarmens fleksible anlæg, der sammen med store lagringstanke, fungerer som et meget stort batteri.

    Den fleksibilitet er unik og allerede et vigtigt element i vores elsystem i dag. Faktisk har netselskaberne allerede i dag adgang til at overtage styringen og skrue ned for elforbruget i fjernvarmens elkedler, hvis der er udfordringer i nettet. Hvis denne mulighed ikke fandtes, ville elnettet have løbet ind i de nuværende problemer for flere år siden. Derfor bør det indgå som et grundlæggende element i den fortsatte udvikling af et elektrificeret samfund at opjustere den allerede eksisterende kapacitet af fleksible anlæg – det er økonomisk ansvarligt og let skalerbart.

    Fjernvarmesektoren har i over 100 år opereret med produktion af el og varme med direkte forbindelse til elsystemet, og elnettet er bygget op og forstærket omkring kraftværkspladserne, og fjernvarmesektoren har altid spillet en nøglerolle i elsystemet. Lad os udnytte den viden, de kendte og testede teknologier og den forståelse for det danske energisystem, der er helt grundlæggende i fjernvarmesektorens DNA.

    Nu står vi med begrænset kapacitet i elnettet, som skal løses akut og udbygges med øget tempo. Her er det enormt vigtigt, at Energinet og netvirksomheder går sammen med de største brugere af elnettet – herunder fjernvarmen. Vi er nødt til at finde på fælles løsninger, der udnytter eksisterende fleksibilitet, aktiverer ny fleksibilitet og skaber værdi til hele energisystemet.

    Sidst opdateret: 24. september 2026

    Andre klikkede på...