Dansk Fjernvarme: Gasfyrene skal udfases hurtigere, hvis vi skal nå målet om grøn gas i 2030
Hvis vi skal nå de danske klimamål og regeringens ambitioner om 100 procent biogas i 2030, skal der sættes skub i udfasning af gasfyrene i de danske hjem. Det kræver, at der skrottes cirka 27.000 gasfyr årligt frem mod 2030, skriver Søren Magnussen.
Af Søren Magnussen, seniorkonsulent, Dansk Fjernvarme.
Udfasning af gassen i den private rumopvarmning er en forudsætning for at nå de danske klimamål og understøtte den europæiske forsyningssikkerhed og energiuafhængighed, der er sikkerhedspolitiske forudsætninger for et frit Europa.
Men status lige nu er, at der er 260.000 husstande, der stadig opvarmes med gas i 2026. Af dem ligger cirka 130.000 i områder med godkendt fjernvarme og cirka 57.500 i områder med planlagt fjernvarme ifølge KL's nye statusrapport over udfasningen af gas- og oliefyr.
Tal fra statens gasdistributionsselskab Evida viser, at når danskerne skrotter deres gasfyr, vælger 72,8 procent fjernvarme.
Derfor er fjernvarmen nøglen til en stor og bred udfasning af naturgassen i Danmark, og udrulning af fjernvarme er en forudsætning for et nedsat ledningsgasforbrug, der sikrer, at gassen på sigt vil bestå af 100 procent biogas.
Tempoet falder
Det skønnes i Klimafremskrivning 2026, at der i 2035 vil være opgraderet biogas, der overstiger det samlede danske forbrug af ledningsgas, også kaldet det grønne gaskryds.
I gaskrydset er der plads til cirka 141.000 private husstande med gasfyr, vurderer Klimafremskrivningen. Om det så er klogt, eller om biogassen er bedre brugt i andre dele af samfundet, hvor det ikke er lige så let at omstille sig, er en anden diskussion.
Regeringen har samtidig sat en ambition om at nå 100 procent biogas allerede i 2030. Altså fem år tidligere end den nuværende fremskrivning.
Det vil således kræve, at der ifølge mine beregninger skrottes cirka 27.000 gasfyr hvert eneste år frem mod 2030.
Til sammenligning blev der ifølge tal fra Evida udfaset godt 22.000 gasfyr i 2025. Heraf har 72,9 procent skiftet til fjernvarme, mens 27,1 procent har skiftet til en anden varmekilde eller ikke oplyst varmekilde.
Hvis tempoet i fjernvarmeudrulningen falder meget mere, bliver det svært at nå Klimafremskrivningens forventninger frem mod 2035 og helt umuligt at nå regeringens mål om 100 procent biogas i 2030.
Men hvis der bliver lagt en ambitiøs plan for gasudfasningen, understøttet af det allerede velfungerende og stabile fjernvarmenet, er der håb om at nå regeringens målsætninger og understøtte klimafremskrivningerne markant.
En lavthængende frugt
Der skal ikke være fjernvarme i hele Danmark. Det kan der ikke, og det har aldrig været planen.
Men mere fjernvarme i Danmark er vejen til en 100 procent naturgasudfasning. En del af løsningen er faktisk at kigge på de "gaslommer", der findes rundt om i byområder og kommuner.
Tag for eksempel områderne omkring København og Storkøbenhavn.
Her er der et stabilt og veludbygget fjernvarmenet, men samtidig er der gasforsyning, der dækker nogle gange store byområder og andre gange enkelte områder i en by, såkaldte "gaslommer".
At konvertere gaslommerne til fjernvarme er en lavthængende frugt på vejen mod klimaambitionerne.
Uanset hvad skal vi af med naturgassen, og der skal træffes en politisk beslutning om, hvordan vi når en grøn omstilling af varmeforsyningen i Storkøbenhavn.
Det skal vi af sikkerheds- og forsyningshensyn.
Men også fordi vi fortsat har en klimaudfordring, der kræver, at vi handler. Indtil da syner det såkaldte grønne gaskryds længere og længere væk.
Det er ingen tjent med.
Debatindlægget er bragt i Altinget.dk den 28. september 2026.
Søren Magnussen
Gaskonverteringer
Samarbejde med kommuner
Fjernvarmepuljen
Mobil: +45 29 81 90 37
E-mail: sma@danskfjernvarme.dk