Gå til hovedindhold

Energiorganisationer: Nej tak til højere energiregninger – nej tak til biomasseafgift

DEBAT: En afgift på biomasse vil give danskerne højere el- og varmeregninger og kan bringe forsyningssikkerheden i fare.

6. maj 2026

Indhold

    Af områdechef for CCUS og Biomasse, Jannick H. Buhl, Dansk Fjernvarme; afdelingschef for Energiproduktion og Marked, Michael Madsen, Green Power Denmark samt sekretariatsleder Christina Graaskov Ravn, Bioenergy Denmark (en del af DI Energi).

    Vores energisystem er under udvikling. Vi skal nå vores klimamål og sikre fortsat grøn omstilling, bl.a. ved at opsætte mange flere vindmøller, solceller, varmepumper og udnytte mere geotermi og overskudsvarme. Det skal ske i takt med, at energisystemet stadig leverer el og varme til samfundet hver dag, hvor forsyningssikkerhed og stabilitet, der er til at betale for forbrugere og industrien, er de vigtigste egenskaber.

    Her er vores samfund afhængigt af, at omstillingen sker med forsyningssikkerhed og danskernes økonomi for øje. Vi skal gennemføre en grøn omstilling, der ikke gør det dyrere at være dansker og opretholder el- og varmeforsyningen.

    Den konsekvens vil netop en afgift på biomasse i el- og varmeproduktionen have. En afgift vil nemlig sætte sig i el- og varmepriserne og kommer dermed blot til at gøre det dyrere at være dansker og potentielt forringe vores forsyningssikkerhed - uden at reducere biomasseforbruget.

    Vores termiske kraftvarmeværker er en vigtig del af energisystemet. De er med til at holde hånden under danskernes el- og varmepriser og sikre en stabil forsyning.

    Udnyttelsen af biomasse i vores energiproduktion skal samtidig ses som et værn mod ustabilitet og usikkerhed. Kraftvarmeværker, der bruger bæredygtigt produceret biomasse, i en flerstrenget forsyning med vind og sol, sikrer, at der er flere heste at spille på i energisystemet. Det giver den bedste forsyningssikkerhed.

    Gas- og oliepriserne stiger – og kapaciteten i eltransmissionsnettet udfordrer elektrificeringen

    Krigen i Iran viser, at Europa og Danmark stadig er alt for afhængige af fossil energi fra udlandet. Det får priserne på bl.a. olie og gas til at stige i Danmark. Prisernes himmelflugt råber på at elektrificeringen skal øges og erstatte den fossile energi med strøm produceret på vindmøller og solceller, samt varmepumper og elkedler til at aftage den strøm i fjernvarmeproduktionen.

    Netop fjernvarmesektoren går forrest, når det gælder om at elektrificere. Siden 2019 er elforbruget til fjernvarme mere end femdoblet, så varmeproduktion fra store varmepumper og elkedler nu udgør 10 procent af fjernvarmeproduktionen og vil stige stødt frem mod 2035 til næsten halvdelen af varmeproduktionen.

    Men udbygningen af eltransmissionsnettet og opsætningen af vind- og solenergi går for langsomt, hvor der i 2025 for eksempel kun blev opsat 3 MW ny landvindskapacitet i 2025, ligesom der er en lang kø for at blive tilsluttet elnettet, herunder for fjernvarmeselskaber. Det har konsekvenser for elektrificeringen af både el- og varmeforsyningen.

    Fjernvarmens elektrificeringsambitioner er klare, og i takt med omstillingen til varmepumper og elkedler vil biomasseandelen i el- og varmeproduktionen helt naturligt blive reduceret. Men det skal ske i samspil med en tilsvarende udvikling af elnettet og en markant udbygning af sol- og vindenergi.

    Hvis man begynder at gennemtvinge tiltag som afgift på biomasse – i en tid, hvor netop bæredygtigt produceret biomasse er med til at holde hånden under energiforsyningen – vil det blot føre til højere priser på el og varme end dem, vi ser i dag. De største tabere vil være danskerne, som risikerer en dyrere og mere usikker energiforsyning, der fortsat er sårbar over for geopolitiske konflikter.

    Sidst opdateret: 6. maj 2026

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...