Gå til hovedindhold
PtX & CCUS
Dansk Fjernvarme

Med politisk vilje kan der findes midler til CCS på Vestforbrænding – og redde 2030-målet

Den 5. maj offentliggjorde Energistyrelsen resultatet af CCS-udbuddet, hvor kun Aalborg Portland blev tildelt en kontrakt, mens Gaia-projektet, et partnerskab mellem CIP og Vestforbrænding, takkede nej til en reduceret kontrakt. Men der står faktisk stadig en dør på klem for at realisere CCS på Vestforbrændings affaldsenergianlæg i 2030 og dermed markant øge sandsynligheden for, at vi når klimamålet. Det kræver blot, at politikerne hurtigst muligt griber chancen.

20. maj 2026
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Debatindlæg fra: Jannick H. Buhl, områdechef for CCUS i Dansk Fjernvarme

    Statens hidtil største CCS-udbud blev afsluttet med en markant dyrere kontrakt til Aalborg Portland, end Energistyrelsen havde forudset ved begyndelsen af udbuddet. Tilbage var kun en mindre del af puljen, som desværre ikke var tilstrækkelig til at realisere et fuldskala CO₂-fangstprojekt hos Vestforbrænding på 500.000 ton CO₂ om året.

    Det er meget ærgerligt, da CO₂-fangst på affaldsenergianlæg er helt centralt for at opnå en klimaneutral affalds- og energisektor og i sidste ende nå Danmarks klimamål. Gaia-projektet har sikret en fuld værdikæde med alle leverancer på plads, herunder både fangst, transport og lagring af CO₂ – og tilmed en stor kontrakt med Microsoft om salg af kreditter for negative emissioner, som skal bidrage til finansieringen og reducere statens omkostninger. Det er altså en samlet pakke, der står klar til at levere på Danmarks 2030-målsætning, og som vi ikke må tabe på gulvet.

    Direkte tildeling er fortsat en mulighed

    Selvom statens udbud officielt er afsluttet, er der stadig en mulighed for, at projektet i Glostrup kan realiseres på den korte bane. Projektet lever nemlig op til alle krav i statens udbudsbetingelser, og tilbuddet fra Gaia ProjectCo P/S må forventes at være gældende som minimum frem til udbuddets vedståelsesfrist den 17. juni. Det åbner for, at staten kan give projektet en direkte tildeling, hvis de nødvendige resterende midler til at støtte det fulde projekt kan findes.

    Her ligger det lige for at udnytte hele den politisk afsatte CCS-pulje til direkte støtte. Puljen blev oprindeligt etableret ved at kombinere midler fra henholdsvis Klimaaftalen for energi og industri mv. fra 2020 og aftalen om en grøn skattereform for industri mv. fra 2022. De afsatte midler omfattede dog også afledt afgiftstab. Samlet set vurderer Dansk Fjernvarme, at det afledte afgiftstab som følge af CCS for Portlands og Gaias projekter vil udgøre omkring 4 mia. kr. over støtteperioden fra 2030 til 2044.

    Finansiering til etablering af CCS på Vestforbrændings anlæg – Danmarks største affaldsenergianlæg – kan således findes ved at omdanne det afledte afgiftstab til reel støtte. Alternativt er der fortsat overskydende midler fra statens tidligere NECCS-udbud, ligesom den 10 mia. kr. store pyrolysepulje kan anvendes mere effektivt ved at støtte CCS, som kan levere flere og mere sikre reduktioner til Danmarks 2030-mål.

    Selvom den netop offentliggjorte klimafremskrivning fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet viser, at Danmark netop når klimamålet for 2030, vurderer både Klimarådet og Concito, at det bliver meget vanskeligt. Uden CCS på Vestforbrænding i Glostrup ser det unægtelig endnu sværere ud. Det bør derfor være en central del af de igangværende regeringsforhandlinger at finde de resterende midler til at realisere Gaia-projektet.

    CCS-projekt hos Vestforbrænding kan bidrage til sjællandsk værdikæde

    Projektet hos Aalborg Portland vil bidrage til at etablere en fuld værdikæde for CCS i Nordjylland, da den indfangede CO₂ skal lagres under land. Det er meget positivt for udviklingen af værdikæden for CCS – særligt i den vestlige del af landet.

    På samme måde må det forventes, at realiseringen af et CO₂-fangstanlæg hos Vestforbrænding vil kunne bidrage til at realisere lagringsprojektet på land i Havnsø ved Kalundborg. Det er centralt at få gang i lagring under land, da omkostningerne til både transport og lagring forventes at være markant lavere end ved lagring offshore. CCS-projektet hos Vestforbrænding kan dermed bidrage til at skabe en fuld værdikæde for CCS på Sjælland og forbedre mulighederne for CCS generelt i Østdanmark.

    Der er således flere fordele ved hurtigt at finde midler til at realisere Gaia-projektet. Det vil både sætte skub i CCS-udviklingen i hele Danmark og styrke værdikæden for fremtidige projekter. Samtidig vil CO₂-reduktionerne til 2030-målet – som har brug for et ekstra rygstød – blive styrket med en halv million ton CO₂ årligt. En mængde, vi med politisk handling hurtigt kan forhindre i at ende i atmosfæren.

    Dette debatindlæg har været bragt i Finans.dk. 

    Sidst opdateret: 20. maj 2026

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...