Gå til hovedindhold
Distribution & Lagring

Energispareydelser i net- og distributionsvirksomheder

Dansk Fjernvarme har afgivet høringssvar til bekendtgørelsen, hvor vi bl.a. fastholder at samkøring af energibesparelser bør være en myndighedsopgave. I forhold til den netop overstående indberetning af omkostninger til energibesparelser, ønsker vi at proceduren forenkles, og endelig kommenteres kravet om markedsmæssighed. Læs hele høringssvaret her.

26. apr. 2018
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Anders Balle Jørgensen, abj@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Sendt til: Energistyrelsens Center for systemanalyse, Energieffektivitet og global rådgivning

    DANSK FJERNVARMES HØRINGSSVAR TIL UDKAST TIL NY BEKENDTGØRELSE OM ENERGISPAREYDELSER I NET- OG DISTRIBUTIONSVIRKSOMHEDER

    Dansk Fjernvarme takker for muligheden for at give høringssvar til udkast til energispare bekendtgørelsen, som skal afløse BEK1622. Nedenfor følger Dansk Fjernvarmes høringssvar.

    Generelt mener vi at bekendtgørelsen skal afspejle den frivillige aftale om Energiselskabernes Energispareindsats, som var et resultat af lange forhandlinger mellem parterne. Det virker derfor uheldigt, at man i flere tilfælde vælger at fravige det aftalte med en bekendtgørelse. Denne betragtning gælder både den eksisterende bekendtgørelse og de foreslåede ændringer.

    Undtaget herfra er punkt 12.10, der omhandler samkøring af energisparesager, hvor det også i forbindelse med forhandlingen var Dansk Fjernvarmes klare holdning, at samkøringen er en myndighedsopgave, der kan sidestilles med de øvrige kontrolfunktioner af energispareindsatsen, og det derfor bør være Energistyrelsen, der er ansvarlig for denne.

    Samkøring af energispare data

    Helt grundlæggende mener vi ikke, at samarbejdsorganerne hverken bør eller skal pålægges ansvaret for samkøring af energisparedata. Der har været – og er stadig – stor kritik af energispareordningen. Eksempelvis er et af kritikpunkterne i Rigsrevisionens rapport, at kontrollen har været utilstrækkelig. Vi er derfor helt enige i, at samkøring bør gennemføres; men i kraft af at Energistyrelsen er myndighed, bør det netop være Energistyrelsen, der udfører denne opgave, da man derved undgår habilitetsmæssige problemer.

    Vi imødeser kritik fra flere parter, hvis samkøringen gennemføres af brancheforeningerne, hvis selskabers interesser vi varetager i anden sammenhæng. Endvidere hverken kan eller ønsker Dansk Fjernvarme at agere myndighed og skulle træffe afgørelse om at fjernvarmeselskaber– eller andre selskaber - skal korrigere deres indberetning i forbindelse med eventuelle dobbeltindberetninger. Det er alene Energistyrelsen, der som myndighed har mandat til dette. Dansk Fjernvarme deltager naturligvis gerne i den nødvendige indhentning af data.

    I den forbindelse vil Dansk Fjernvarme henstille til, at man tilretter, hvilke dataelementer der skal indsamles, så indberetningen og den efterfølgende samkøring bliver så enkel og valid, som muligt, f.eks. at enhver form for tekstuel beskrivelse af en energibesparelse bør undgås, da den datasorteringsmæssigt er vanskelig at håndtere. Dansk Fjernvarme anbefaler, at man følger det skema, som er blevet udarbejdet i Teknisk Arbejdsgruppe og at skemaet udsendes til de forpligtede selskaber og samarbejdsorganerne i god tid inden dataindsamlingen påbegyndes, så selskaberne ikke skal bruge uforholdsmæssig lang tid på at tilrette udtræksskemaer.

    Omkostninger til energibesparelser

    Dansk Fjernvarme bemærker, at det er yderst uheldigt, at energispareaftalen definerer, hvordan omkostningerne skal indberettes til Energistyrelsen, mens bekendtgørelsen definerer
    hvordan omkostningerne skal indberettes til Energitilsynet – og at de to metoder ikke er samstemmende.

    Der er således uoverensstemmelse imellem aftalen og bekendtgørelsen, idet omkostninger i en koncernforbunden virksomhed indberettes sammen med selskabets omkostninger i aftalen jf. aftalens bilag 5, skema 5. Af bekendtgørelsen §2 fremgår derimod at en aktør kan være en koncernforbunden virksomhed, og Energitilsynets vejledning til indberetning af omkostninger pkt. F.1 foreskriver tillige at omkostninger til koncernforbundne virksomheder opgøres særskilt. Dette har stor betydning for hvordan man opgør eksempelvis omkostninger til aktører og slutbrugere, som derfor skal opgøres forskelligt til de to myndigheder.

    Dansk Fjernvarme finder det problematisk at det af Energitilsynets vejledning til indberetning af omkostninger forbundet med energibesparelser pkt. F.1, fremgår, at der i både selskabets og eventuelle aktørers lønomkostninger skal skelnes imellem omkostning til tilvejebringelse af energibesparelser og administration. Det er en administrativ byrde, der ligger betydeligt ud over kravene i den frivillige aftales skema 5, og som heller ikke fremgår af § 17 i udkast til bekendtgørelse.

    Det er derfor Dansk Fjernvarmes opfattelse, at indberetning af omkostninger bør forenkles væsentligt, herunder at omkostninger i forbindelse med energibesparelser indberettes
    ensartet til Energistyrelsen og Energitilsynet.

    I den forbindelse henstiller Dansk Fjernvarme til, at de særskilte oplysninger om omkostninger i skema 6 i Energitilsynets vejledning, herunder ikke-realiserede og underkendte omkostninger, samt forskydninger i investeringer, ikke fremadrettet bør indgå i opgørelsen af omkostninger. Det skyldes at informationerne allerede delvist er indeholdt i den øvrige indberetning, og at detaljeringsgraden også her ligger ud over aftalen. Som det ses af de netop indberettede omkostninger, udgør disse oplysninger en ubetydelig del af de samlede omkostninger.

    Såfremt det ikke kan lade sig gøre at ensrette bekendtgørelsen med energiaftalen, bør Energistyrelsen tillade, at aftalens skema 5 om omkostninger ikke udfyldes fremadrettet, men at Energistyrelsens indberetning til ministeren følger én samlet omkostningsopgørelse, ligesom den der fremsendes Energitilsynet.

    Korrektioner

    I udkast til bekendtgørelse om energispareydelser i net- og distributionsvirksomheder §6 stk. 6, fremgår det at selskaberne skal indberette korrektioner af tidligere indberettede
    energibesparelser med angivelse af fordeling på år, og hvilke projekter evt. korrektioner vedrører. Dansk Fjernvarme mener at det er en detaljeringsgrad som er betydeligt større
    end aftalt i Teknisk Arbejdsgruppe, og som er beskrevet i skema 1.A.

    Om korrektioner af omkostninger til energibesparelser, beskrives det i udkast til bekendtgørelsen §31 stk. 3 at selskaberne skal indberette korrektioner af indberettede omkostninger med henblik på opdatering af tidligere statistikker. Dette har ingen praktisk anvendelse, når indberetning af korrektioner i energibesparelser, jf. ovenfor, skal holde sig til det vedtagne detaljeringsniveau i Energispareaftalen.

    Vi sætter generelt spørgsmålstegn ved værdien af opdatering af statistikker der ligger år tilbage, og historisk har korrektioner i energibesparelser imellem årene på fjernvarmeområdet
    været af mindre størrelsesorden. Vi mener derfor at gevinsten ved disse indsatser vil være begrænset i forhold til den nødvendige indsats, og næppe omkostningseffektivt.

    Kvalitetssikring

    Af § 19, stk. 3 fremgår det, at kvalitetssikringssystemet skal omfatte dokumentation af omkostninger. Der er ikke i overensstemmelse med pkt. 12.2.1 i aftalen, hvorfor teksten i
    § 19 stk. 3 bør ændres på dette punkt. 

    Markedsmæssighed

    Velvidende at markedsmæssighed ikke er nævnt i udkast til bekendtgørelsen, tillader vi os at bemærke følgende herom. Dansk Fjernvarme er af den opfattelse, at vurdering af markedsmæssighed i forbindelse med Energiselskabernes Energispareindsats, kun har relevans for handel med energibesparelser mellem koncern internt forbundne selskaber.

    Dette fordi en aftale omkring indberetningsret af en energibesparelse i al væsentlighed indgås mellem to ligeværdige, og af hinanden uafhængige parter, på vilkår der afspejles af et marked, hvor udbud og efterspørgsel efter energibesparelser regulerer prisen. Specielt er det yderst bekymrende, at Energitilsynet har ytret, at et udbud på markedsvilkår, som resulterer i en høj pris, f.eks. pga. knaphed på energibesparelser, vil kunne vurderes som indgået på ikke-markedsmæssige vilkår, og selskaberne derved ikke vil kunne indregne
    deres omkostninger hertil.

    Jf. §35 stk. 2 om netop underkendelse af omkostninger til energibesparelser, ønsker Dansk Fjernvarme at understrege det problematiske i, at det ikke står klart hvordan den manglende indtægt i et sådan tilfælde kan dækkes. I praksis vil denne bestemmelse kunne medføre at fjernvarmeselskaber går konkurs, da mange fjernvarmeselskaber grundet deres reguleringsform ingen egenkapital har.
    Det skal indskærpes, at fjernvarmeselskaberne gennemfører realisering af energibesparelser ud fra en forvisning om, at alle regelsæt er fulgt, og at de derfor er i god tro, med hensyn til, hvilke omkostninger de kan medregne.

     

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...