Høringssvar til bekendtgørelse om godkendelse af projekter om industri- og fjernkølingsanlæg
Dansk Fjernvarmes høringssvar vedrørende Høring over udkast til bekendtgørelse om godkendelse af projekter om industri- og fjernkølingsanlæg journalnummer 2021 – 10086.
Dansk Fjernvarme har udarbejdet høringssvar vedrørende bekendtgørelse om godkendelse af projekter om industri- og fjernkølingsanlæg, som har til formål at implementere seneste ændringer i lov om fjernkøling.
Hovedproblemstilling
Ændringerne i bekendtgørelsen vedrører primært grundlaget for kommunernes behandling af projekter i kommunalbestyrelsen samt krav til dataindberetning fra fjernkølingsselskaber. Kravene vedrører kommunale fjernkøleanlæg mht. godkendelse samt også andre fjernkøleanlæg for så vidt angår dataindsamling.
Konklusion
Dansk Fjernvarme anbefaler at udvide godkendelsesordningen samt dataindberetningen til alle køleanlæg over en vis størrelse, f.eks. 0,25 MW.
Generelt
Ændringerne i bekendtgørelsen handler om kommunernes godkendelse af køleanlæg og fjernkøleanlæg med kølekapacitet under 20 MW, idet Energistyrelsen godkender anlæg over 20 MW. Ændringerne i bekendtgørelsen drejer sig om oplysninger om ejerskab, om dokumentation for at anlæg fremmer effektiv fjernkøling samt vurdering af det samlede energisystems synergieffekter med fjernvarme. Dansk Fjernvarme bifalder disse ændringer. Det er generelt forskelsbehandling, når det kun er kommunens egne anlæg der skal godkendes og ikke alle anlæg over en vis størrelse, f.eks. 0,25 MW-køleeffekt.
Dansk Fjernvarme finder det uhensigtsmæssigt at der kun skal opsamles data fra fjern-kølingsanlæg og ikke fra andre køleproducerende anlæg over en vis størrelse på samme måde, som der opsamles data fra varmeproducerende anlæg via Energiproducenttællingen. Energiforbrug til køling er ikke blot i Danmark, men på globalt plan, et overset og voksende energiforbrug som kun vanskeligt kan udvikles og/eller effektiviseres når grundlæggende dataopsamling omkring kapacitet og energiforbrug ikke eksisterer. Dansk Fjernvarme opfordrer derfor til, at udvide dataopsamlingen til alle køleanlæg over en defineret størrelse.
Kommentarer til forslagets enkeltpunkter
§ 2 nr. 5. Det ser ud til der er rod i nummereringen, da der er to nummer 5 jf. det fremsendte forslag. En som definerer ”Fjernkøling” og en som definerer ”Kraftvarmeproduktion”.