Gå til hovedindhold
Rammevilkår & Regulering

Høringssvar vedrørende bekendtgørelse om ansøgningsproces og tilladelseskriterier for etablering af direkte linjer på hav og på land

Dansk Fjernvarme har udarbejdet høringssvar om ”Bekendtgørelse om ansøgningsproces og tilladelseskriterier for etablering af direkte linjer på hav og på land”.

9. nov. 2022
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Mikkel Lysgaard, mil@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Bekendtgørelsen relaterer til bestemmelser om direkte linjer i lovforslaget om ændring af lov om elforsyning og udmønter den foreslåede bemyndigelse til ministeren. Lovforslaget er på nuværende tidspunkt endnu ikke behandlet i Folketinget.

    Hovedproblemstilling

    Hovedformålet med bekendtgørelsen er at fastsætte kriterier, der skal opfyldes for, at der kan udstedes tilladelse til etablering af direkte linjer.

    En direkte linje er en elektricitetsforbindelse, der kobler produktions- og forbrugsanlæg direkte, og som helt eller delvist erstatter benyttelsen af det kollektive elforsyningsnet. Direkte linjer er således en undtagelse til hovedreglen om, at al transport og distribution af elektricitet sker via det kollektive elforsyningsnet. 

    Konklusion

    Dansk Fjernvarme er overordnet set positive over mulighederne for at etablere direkte linjer, under den forudsætning, at vilkårene i det kollektive elforsyningsnet ikke forringes, og at direkte linjer fortsat behandles som undtagelsen fra hovedreglen om kollektivt elforsyningsnet. 

    Det fremsendte udkast til bekendtgørelse indeholder nogle umiddelbart målbare og objektive kriterier som skal være opfyldt for, at Energistyrelsen kan give tilladelse til en direkte linje. Samtidig indeholder bekendtgørelsen nogle dispensationsmuligheder for disse kriterier, som er formuleret meget åbent. Det er derfor vanskeligt at vurdere om bekendtgørelsen sikrer, at der gives tilladelse til de projekter, der er formålet med lovforslaget og bekendtgørelsen. 

    Dansk Fjernvarme ser gerne, at bekendtgørelsen i højere grad afspejler lovforslaget og, at det derfor sikres, at dispensationsmulighederne kun kan anvendes, hvis de samfundsøkonomiske fordele opvejer ulemperne ved en direkte linje. Det bør også sikres i bekendtgørelsen, at Energinets og de forskellige netvirksomheders vejledende udtalelser udarbejdes på en ensartet måde, og på en måde der giver en høj grad af sikkerhed for, at dispensationsmulighederne bliver taget i anvendelse på de rigtige projekter.

    Det fulde høringssvar kan hentes i pdf-form herunder:

    Dfj høringssvar direkte linjer

    Andre klikkede på...