Gå til hovedindhold

Høringssvar på Skatteministeriets høring af lovforslag vedrørende udvidelse af procesformål til energi anvendt til CO2-fangst med henblik på geologisk lagring

Dansk Fjernvarme takker for muligheden for at afgive høringssvar til Skatteministeriets forslag til ændring af en række love med henblik på at udvide rækken af procesformål til også at omfatte energi anvendt til CO2-fangst med henblik på geologisk lagring.

21. nov. 2025
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Dansk Fjernvarme har ikke nogen bemærkninger til de ændringer, der vedrører registreringsafgiftsloven og brændstofforbrugsafgiftsloven.

    Dansk Fjernvarme er brancheorganisation for den danske fjernvarmesektor, herunder størstedelen af de danske kraftvarmeanlæg og affaldsenergianlæg. En lang række af medlemmerne i Dansk Fjernvarme har planer om etablering af CO2-fangst og medlemskredsen har et samlet langsigtet potentiale for CO2-fangst på op mod 6 mio. ton CO2 per år ifølge tal fra Energistyrelsen. Som brancheorganisation for over halvdelen af Danmarks samlede CO2-fangstpotentiale støtter Dansk Fjernvarme op om den samlede udvikling indenfor CCUS i Danmark.

    Dansk Fjernvarme er samlet set meget positive over Skatteministeriets foreslåede ændringer, der skal skabe klarhed om den afgiftsmæssige behandling af energi, der anvendes til CO2-fangst, således at energien vil blive omfattet af den lavere procesafgiftssats. Det vil bidrage til at understøtte udbredelsen af CCS i Danmark og sikre ensartede vilkår for virksomheder, der foretager CO2-fangst med henblik på efterfølgende geologisk lagring uanset om CO2-fangsten sker på et kraftvarmeanlæg, et affaldsenergianlæg eller et industrielt anlæg.

    Definitionen af ’CO2-fangst’ bør omfatte alle relevante dele af processen

    For at undgå tvivl om rækkevidden af begrebet ’CO2-fangst’, herunder for at eliminere den økonomiske risiko hos selskaber, der ønsker at investere i CO2-fangst, herunder med støtte fra statens CCS-udbud, bør det sikres, at begrebet ’CO2-fangst’ omfatter alle relevante dele af CO2-fangstprocessen frem til at CO2’en skal transporteres videre i værdikæden, herunder aktiviteter på anlæg til opsamling, oprensning, komprimering og fordråbning af CO2. Det er væsentligt, at der ikke er tvivl om afgrænsningen af begrebet, da der ellers er risiko for, at energiforbrug til den efterfølgende oprensning og komprimering af CO2 ikke vil være omfattet, når CO2-fangst udelukkende defineres som ”opsamling af CO2 i røggas fra punktkilder, hvor denne CO2 ellers ville blive udledt, med henblik på efterfølgende geologisk lagring” som det er tilfældet i udkastet til lovændring.

    Vi noterer os, at der i lovbemærkningerne (afsnit 3.4.2) står følgende:

    ”Det foreslås i den forbindelse at definere CO2-fangst i energiafgiftslovene som en aktivitet, der opsamler CO2 i røggas fra punktkilder, f.eks. fra industrielle anlæg, kraftvarmeanlæg og andre anlæg, som ellers ville blive udledt, med henblik på efterfølgende geologisk lagring. Dette vil sikre klarhed over, hvad der er omfattet af begrebet CO2-fangst.”

    ”Definitionen af CO2-fangst og geologisk lagring svarer til den, der anvendes efter CO2-afgiftslovens § 9 f. Dog omfatter processatsen for energi anvendt til fangst af CO2 med henblik på geologisk lagring til forskel fra CO2-afgiftslovens § 9 f også fangst af ikke-afgiftspligtig CO2, bl.a. fra visse ikke fossile brændsler, som ikke er pålagt CO2-afgift. Det er desuden ikke nødvendigt at indgå aftale efter § 9 f for at kunne anvende processatsen.”

    Dansk Fjernvarme mener ikke, at det med de nuværende formuleringer er helt tydeligt, hvad der er omfattet af begrebet CO2-fangst, herunder at dette er helt tydeligt af den definition, der anvendes efter CO2-afgiftslovens § 9 f. Dansk Fjernvarme mener derfor, at Skatteministeriet bør sikre, at det fremgår tydeligt af definitionen af begrebet, at det også omfatter aktiviteter på anlæg til opsamling, oprensning, komprimering og fordråbning af CO2. Dette kan enten gøres ved at tilføje dette direkte til de foreslåede bestemmelser eller alternativt ved (på tværs af alle energiafgiftslovene) at henvise til definitionen af CO2-fangst i lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren, således at der anvendes samme definition. I den sammenhæng vil det være fornuftigt at anvende begrebet ”CO2-fangst” frem for ”fangst af CO2”.

    Ikke-udnyttet varme i røggassen bør ikke være afgiftspligtig

    Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at ”[v]arme i den røggas, som ledes til fangstanlægget med henblik på fangst, [også kan] tilføre energi til fangstprocessen. Den varme, der ledes til fangstanlægget, skal måles og betragtes som en almindelig afgiftspligtig varmeleverance og ikke overskudsvarme. Når varmen anvendes til CO2-fangst, vil den blive omfattet af processatsen.”

    Ovenstående formulering kan forstås som om, at varmen i røggassen som udgangspunkt bliver afgiftspligtig, og kun kan afløftes i det omfang, at varmen anvendes i CO2-fangstprocessen. Dette vil i så fald være en signifikant ændring fra gældende lovgivning, hvor det kun er varme, der udnyttes til rumvarme, der betragtes som en almindelig afgiftspligtig varmeleverance (dvs. ikke-udnyttet varme indeholdt i røggassen er ikke afgiftsbelagt). Dansk Fjernvarme antager, at det ikke har været hensigten med formuleringen at ændre ved lovgivningen på dette område, og vil opfordre til at præcisere dette, således at varmen i røggassen kun er afgiftspligtig, hvis den anvendes i CO2-fangstprocessen (hvor den i øvrigt omfattes af processatsen).

    Som eksempel kan nævnes, at aminfangst-teknologien som udgangspunkt ikke benytter varmen i røggassen – tværtimod skal røggassen køles for at fangstprocessen fungerer optimalt. Det vil sige at der for eksempel skal betales affaldsvarmeafgift (og tillægsafgift) af varmen i røggassen på et affaldsforbrændingsanlæg bestykket med CO2-fangst. Det vil være lidt af et skatteteknisk ”nybrud”, da varmen i røggassen ikke beskattes for indeværende, og kan gøre affaldsforbrændingsanlæg varsomme med at byde på CCS-puljen, da det øgede afgiftsgrundlag kan give en konkurrencemæssig ulempe (både i CCS-udbuddet og på affaldsforbrændingsmarkedet).

    Behov for hurtig Folketingsbehandling

    Dansk Fjernvarme vil opfordre til hurtig behandling af lovforslaget i Folketinget, således at der er fuld klarhed om den vedtagne lovgivning inden deadline for afgivelse af endelige og bindende bud i statens igangværende CCS-udbud den 17. december 2025.

    Behov for samme klare afgiftsmæssige rammer ved anvendelse af CO2 (CCU)

    Af hensyn til statens igangværende CCS-udbud mener Dansk Fjernvarme, at det er vigtigt, at der hurtigst muligt skabes klarhed over den afgiftsmæssige behandling af energi, der anvendes til CO2-fangst med henblik på geologisk lagring. Derfor støtter Dansk Fjernvarme op om intentionen i de foreslåede lovændringer og opfordrer til en hurtig behandling af forslagene i Folketinget.

    Dansk Fjernvarme vil dog samtidig opfordre Skatteministeriet til hurtigst muligt efterfølgende at sikre, at der er samme klare afgiftsmæssige rammer, når den indfangede CO2 anvendes til eksempelvis produktion af brændsler, produkter, m.v. (Carbon Capture and Utilization, CCU).

    Vigtigt med klarhed om behandling af CO2-fangst i Energistyrelsens EFO-ordning Det følger af den foreslåede ordning, at energi anvendt til CO2-fangst skal anses som procesenergi, således at energien vil blive omfattet af den lavere procesafgiftssats. Hvis overskudsvarme fra processen udnyttes til rumvarme skal der imidlertid betales overskudsvarmeafgift, der dog sættes til nul, såfremt selskabet indgår i en energieffektiviseringsordning (EFO) med Energistyrelsen.

    Dansk Fjernvarme støtter grundlæggende op om den foreslåede løsning, men da CO2-fangst som teknologi er ny i Danmark og ikke tidligere har været en del af EFO, vil vi opfordre til, at der sikres klarhed om behandlingen af CO2-fangstanlæg, herunder disses afgrænsning fra det anlæg (f.eks. kraftvarmeanlæg), hvorfra der indfanges CO2, i EFO-ordningen. Det skal bidrage til at sikre, at der ikke er tvivl blandt eksempelvis bydere i det igangværende CCS-udbud om, hvorvidt det er muligt at indgå i en EFO-ordning og dermed opnå afgiftsfritagelse for overskudsvarmeafgiften. Alternativt kan selskaberne være nødsaget til at tilføje et risikotillæg til deres bud-pris i CCS-udbuddet for at afdække risikoen for ikke at kunne indgå i en EFO-ordning.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...