Gå til hovedindhold

Høringssvar vedr. udkast til bekendtgørelser om betaling af gebyrer for myndighedsbehandling i Forsyningstilsynet

Dansk Fjernvarme (DFJ) har udarbejdet høringssvar til Forsyningstilsynets høring over udkast til seks bekendtgørelser om betaling af gebyrer for myndighedsbehandling i Forsyningstilsynet.

21. nov. 2025
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Høringen og høringssvaret omfatter ændringer i de gebyrer, som blandt andre fjernvarmeselskaber skal betale for myndighedsbehandling hos Forsyningstilsynet. DFJ har alene forholdt sig til gebyrerne, som vedrører fjernvarmeselskaberne.

    DFJ’s bemærkninger til ændring i gebyrsatser efter lov om varmeforsyning Forsyningstilsynet lægger med høringen op til et fald i grundgebyret på varmeområdet fra 237,98 kr. pr. TJ til en sats for 2026 på 76,37 kr. pr. TJ, dvs. et fald på ca.76 pct.

    Dette kommer efter en gebyrstigning på knap 100 pct. fra 2024 til 2025, som var begrundet i at gebyrrammen på varmeområdet fra 2024 til 2025 steg med 8,9 mio. kr. som følge af tilsyn med den forventede indførelse af prisloft, der vil medføre administrative omkostninger for tilsynet. Satsen lå i 2024 på 122,91 kr. pr. TJ.

    Gebyrreduktionen vedr. 2026 skyldes ifølge tilsynet dels en overdækning på 13,3 mio. kr. fra tidligere år samt et yderligere forventet fald i omkostningerne på varmeområdet på 7,4 mio. kr. i 2026.

    DFJ kvitterer for gebyrreduktionen vedr. 2026, men ønsker samtidig en uddybende forklaring på, hvad gebyrfaldet reelt dækker over. Det er Dansk Fjernvarmes opfattelse, at stigningen på knap 100 pct. fra 2024 til 2025 ikke kunne begrundes i stigninger i opgaver relateret til forbrugerprisloftet, sådan som tilsynet ellers angav som baggrund for hovedparten af stigningen. Som det også fremgår af DFJ’s høringssvar vedr. gebyrer for 2025, så er det vores opfattelse, at der ikke var behov for de mange ekstra årsværk, som der blev lagt op til med den nævnte gebyrstigning. Samtidig har DFJ ikke ud fra den løbende dialog med tilsynet i løbet af 2025 en oplevelse af, at der har været afsat ret mange ressourcer til at arbejde med forbrugerprisloftet i 2025. Derfor ønsker DFJ nu afklaret, i hvilken grad gebyrreduktionen fra 2025 til 2026 reelt dækker over et permanent fald i antal årsværk, som skal arbejde med varmeområdet, sådan som vi opfordrede til i vores høringssvar vedr. gebyrer for 2025.

    DFJ henviser i øvrigt til sit høringssvar vedr. gebyrstigningen fra 2024 til 2025, som vedlægges som bilag.

    Derudover anbefaler DFJ, at Forsyningstilsynet fremover lægger større vægt på ensartethed i niveauet af gebyrer over tid, jf. grundgebyrerne på varmeområdet for 2024 (122,91 kr. pr. TJ), 2025 (237,98 kr. pr. TJ) og 2026 (76,37 kr. pr. TJ).

    DFJ’s bemærkninger til ændret gebyrsats efter lov om Forsyningstilsynet

    Det fremgår af høringsmaterialet, at gebyret på varmeområdet efter lov om Forsyningstilsynet til finansiering af tilsynets overvågnings- og analyseopgaver, arbejdsplan og kontaktudvalg falder fra 12,64 kr. pr. TJ til 0,0 kr. pr. TJ. Faldet begrundes overordnet med ændringer i omkostninger og mængder samt afvikling af overdækning. DFJ kvitterer for gebyrreduktionen og lægger samtidig til grund, at gebyret vil stige igen, når overdækningen er afviklet, da der ikke kan udledes andet konkret af høringsmaterialet.

    Som også nævnt ved sidste års høring, anerkender DFJ værdien af tilsynets kontaktudvalg, men vurderer ikke at tilsynets overvågnings- og analyseopgaver i tilstrækkelig grad bidrager til at ”skabe gennemsigtighed i og grundlag for løbende regeloptimering” på fjernvarmeområdet, sådan som det ellers var tiltænkt i stemmeaftalen ”Et stærkt tilsyn” af 4. oktober 2017. Generelt skal DFJ opfordre til, at branchen inddrages mere i tilsynets analysearbejde, og at inddragelsen allerede sker i planlægningsfasen. Mere dialog og samarbejde vil efter vores opfattelse øge analysernes kvalitet og vil samtidig bidrage til, at de mest relevante forhold behandles, og at analyserne bliver afstemt med fjernvarmeselskabernes virkelighed.

    DFJ’s bemærkninger til nyt gebyr efter lov om CO2-fangstaktiviteter

    Det fremgår af høringsmaterialet, at der indføres et nyt gebyr på CO2-fangst-aktiviteter.

    DFJ har forståelse for, at det pt. er vanskeligt at fastlægge, hvilke selskaber den ny gebyrbekendtgørelse i fremtiden kommer til at finde anvendelse for, og det anbefales i den forbindelse, at selskaber, der omfattes, gøres dette bekendt i god tid forinden det år, hvor der første gang opkræves betaling.

    I den forbindelse mener DFJ ikke, at der er belæg for at omfatte selskaber, der er i en indledende planlægningsfase vedr. et eventuelt kommende CC-projekt. Kriteriet for at omfatte selskaber af den ny bekendtgørelse må være, om der i selskabets ledelse er truffet en endelig beslutning om investering i CO2-fangst (FID – Final Investment Decision).

    I tilfælde af, at selskaber i planlægsfasen omfattes, bør der ved opkrævningen skelnes mellem denne gruppe og gruppen af selskaber, som har et idriftsat fangstanlæg, idet der ifølge høringsmaterialets oplistning af tilsynsopgaver er tale om forskellige opgaver alt efter, om der er tale om et idriftsat anlæg eller ej. Er der endnu ikke nogen idriftsatte fangst-anlæg, skal det fulde beløb ikke opkræves, idet der i det tilfælde ikke vil være de samme tilsynsopgaver, som hvis der var idriftsatte anlæg.

    Endelig bemærker DFJ, at der er en uklarhed i høringsbrevets beskrivelse af formålet med Forsyningstilsynets tilsynsopgaver relateret til CO2-fangst. Det drejer sig om sætningen:

    ”Formålet med Forsyningstilsynets tilsynsopgaver er således i første række at sikre:

    • … at overskydende gratis tildelte CO2-kvoter i tilfælde af statsstøtte vil skulle overføres til CO2-fangstvirksomheden.”

    DFJ skal her gøre opmærksom på, at overskydende gratis tildelte CO2-kvoter alene skal overføres til CO2-fangst-virksomheden, i det omfang at overskuddet af gratis tildelte kvoter skyldes netop CO2-fangst. Det virker uklart ud fra formuleringen ovenfor.

    Generelt om fastsættelsen af gebyrerne

    Efter DFJ’s opfattelse bør ansvaret for at fastlægge Forsyningstilsynets opgaver, den økonomiske ramme for opgavevaretagelsen og udmøntningen af betalingerne til tilsynet fastsættes af andre end tilsynet selv.

    DFJ skal derfor ligesom tidligere opfordre til, at reglerne ændres, så tilsynet ikke selv kan træffe beslutninger om gebyrændringer.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...