Høringssvar vedr. udkast til forslag til lov om ændring af lov om afgift af elektricitet, lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter
Dansk Fjernvarme har leveret et høringssvar til Skatteministeriet om deres forslag til lov om ændring af lov om afgift af elektricitet, lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter.
Biogas er en VE-gas, som ikke skal pålægges naturgasafgifter
Det foreslås i høringsnotatet at fritage rene biobrændstoffer uanset anvendelse fra CO2- afgift. Det fremgår i den forbindelse bl.a. af høringen, at ”når biogas og naturgas blandes i det kollektive gasnet, svares der afgift efter afgiftssatsen på naturgas. En blanding af bio- gas og naturgas anses således i afgiftsmæssig forstand for at være naturgas, da det ikke er muligt at adskille biogas og naturgas, når det én gang er blandet sammen i gasnettet.”
Dansk Fjernvarme anerkender formålet om at fremme anvendelsen af biobrændstoffer, og bemærker i den forbindelse, at biogas er en VE-gas, som ikke skal pålægges CO2-af- gift eller andre naturgasafgifter – hverken når det afsættes lokalt eller via det landsdæk- kende gasnet.
Dansk Fjernvarme bemærker, at der ikke vil være tale om en ”afgiftsfritagelse”, men om at systemet er forældet og i dag fejlagtigt pålægger fossile afgifter på en VE-gas. Der vil således være tale om en opdatering af systemet til de nuværende forhold, hvor biogas i stigende grad distribueres via det landsdækkende gasnet til gavn for de danske forbrugere, som aftager varme produceret på denne VE-gas. Forbrugerne bør naturligvis ikke straffes med fossile afgifter af den grund.
Det er velkendt, at der findes data på, hvor meget biogas udgør af gasforbruget i de for- skellige dele af det landsdækkende gasnet. Disse kan lægges til grund ved en ændring af afgiftssystemet, så der ikke skal svares naturgasafgifter af biogas distribueret via det landsdækkende net.
Dansk Fjernvarme anbefaler:
At der fremover ikke betales naturgasafgifter, herunder hverken CO2-afgift, energiafgift eller emissionsafgift, af den andel af ledningsgassen, som udgøres af op- graderet biogas, og at dette gøres på baggrund af de data, som allerede findes.
CO2-afgiften og emissionsafgiften på fossil elproduktion modarbejder forsynings- sikkerheden på el og varme i Danmark
Ifm. med elektrificeringen i Danmark, som led i den grønne omstilling, spiller de danske
kraftvarmeanlæg i stigende grad en central og afgørende rolle for elforsyningssikkerheden i Danmark, idet de bidrager med regulerbar og vejruafhængig elproduktion, når solen ikke skinner og det ikke blæser.
Anlæggenes rammevilkår og økonomi er under forandring, da de tidligere har stået for en central del af varmeproduktionen i mange fjernvarmeselskaber, men nu ifm. den grønne omstilling efterhånden altovervejende står til rådighed som spids- og reservelast på varmeproduktionen. Anlæggene skal i fremtiden aflønnes i elmarkedet for at stå til rådighed for elmarkedet. Denne omstilling af rammevilkårene arbejder Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet på, og det er forventningen, at det vil tage flere år at implementere denne aflønningsmodel i praksis.
De ændrede rammevilkår presser i disse år anlæggenes økonomi og der er blandt Dansk Fjernvarmes medlemmer bredt set overvejelser om skrotning af anlæggene på et tidspunkt, hvor Danmark har brug for dem mere end nogensinde.
I den forbindelse skal Dansk Fjernvarme også gentage de uhensigtsmæssige virkninger, som den nye højere CO2-afgift (ikke-kvoteomfattede) og emissionsafgift (kvoteomfattede) på fossil elproduktion, indført pr. 1. jan. 2025, har for de danske kraftvarmeanlæg. Timingen heri er meget uheldig set i forhold til de ændrede rammevilkår og den manglende aflønning af kraftvarmeanlæggene i elmarkedet, jf. ovenfor.
Dansk Fjernvarme har drøftet dette med Skatteministeriet på et møde hos ministeriet tidligere i år.
CO2-afgiften for de ikke-kvoteomfattede anlæg indfases fuldt allerede fra 2025, hvorimod emissionsafgiften for de kvoteomfattede anlæg indfases gradvist over perioden 2025- 2030.
For de ikke-kvoteomfattede anlæg betyder det en stigning i CO2-afgiften på fossil elproduktion på hele 335 pct. pr. 1 jan. 2025, hvilket indebærer risiko for årlige stigninger i varmeprisen på op til 1.500 kr. pr. husstand, såfremt anlægget bibeholdes.
De kvoteomfattede anlæg påføres med emissionsafgiften ligeledes store ekstraomkostninger på den regulerbare elproduktion.
Det er politisk besluttet, at sidstnævnte gruppe af kvoteomfattede anlæg påføres lavere afgifter end de ikke-kvoteomfattede, idet førstnævnte gruppe samtidig er pålagt omkostninger til CO2-kvoter. Med den nuværende kvotepris forholder det sig dog således, at ikke-kvoteomfattede anlæg samlet set pålægges højere omkostninger til afgifter på fossil elproduktion end kvoteomfattede anlæg pålægges til både afgifter og kvoter. Jo lavere kvoteprisen udvikler sig ift. det, der er forudsat af myndighederne, jo større vil denne forskel være.
Afgiften lægges desuden på al ledningsgas, dvs. både naturgas men også på den opgraderede biogas, som jo er en VE-gas, jf. vores afsnit herom ovenfor.
Timingen af de nye afgifter på fossil elproduktion er særdeles uheldig, da afgiften decideret modarbejder bibeholdelsen af den regulerbare elproduktion til brug for forsyningssikkerheden og stabile energipriser (priser på både el og varme).
Den nævnte risiko forstærkes for de ikke-kvoteomfattede anlæg pga. den manglende gradvise indfasning af CO2-afgiften. Selskaber med disse anlæg har reelt ingen mulighed haft for at omstille sig til det nye afgiftssystem inden ikrafttrædelse, sådan som det har været forudsat politisk (afgift vedtaget i juni 2024 og effektueret jan. 2025).
Dansk Fjernvarme anbefaler:
- at CO2-afgiften og emissionsafgiften på fossil elproduktion tilbagerulles midlertidigt, indtil der er indført en aflønning af den regulerbare elproduktion i form af kapacitetsmekanismer,
- alternativt at der som minimum indføres en gradvis indfasning af CO2-afgiften på fossil elproduktion på de ikke-kvoteomfattede anlæg. Dette kan gøres tilsvarende til den gradvise indfasning, som der allerede er gennemført for industrien (procesenergi), og er således ikke en vanskelig administrativ øvelse.

Tine Skovlund
Energiafgifter
Økonomisk regulering
Grøn skattereform
Mobil: +45 21 89 99 69
E-mail: ts@danskfjernvarme.dk
Skriv kommentar