Et valg i krisernes tegn
Leder bragt i magasinet Fjernvarmen nr. 5, oktober 2022
Der er trykket på valgknappen, og danskerne skal samles ved stemmeurnerne den 1. november. Det er et valg, der har været optakt til længe, og det kommer i den grad også til at bære præg af de kriser, Danmark står og ser ind i den kommende vintertid.
Derfor nåede der også at lande en bred aftale om vinterhjælp til danskere ramt af de høje priser. Det blev en god aftale for fjernvarmen, ikke mindst fordi sektoren fik tilført yderligere 250 millioner kroner i fjernvarmepuljen, 35 millioner kroner i afkoblingspuljen og 25. millioner kroner i etableringsstøttepuljen. Aftalen bød også på en indefrysningsordning, der skal sætte loft over forbrugernes energipriser.
Det var ikke en ordning, vi havde ønsket i den form, og det kan da også risikere at blive en ressourcetung opgave for de fjernvarmeselskaber, der omfattes. Derfor arbejder Dansk Fjernvarme ihærdigt sammen med myndighederne for at få al information klarlagt så hurtigt som muligt, så vores medlemmer er klar, når ordningen træder i kraft 1. januar.
Oktober er i år blevet en politisk valgmåned, men det plejer også at være måneden, hvor vi tæller ned til, at vi igen samles til årets største begivenhed i energisektoren – Dansk Fjernvarmes landsmøde. Denne gang i Tivoli Hotel & Congress Center. Det er en hektisk, spændende og alvorlig tid for vores sektor, hvor energi- og forsyningssektoren i den grad er i fokus.
Landsmødet afholdes i en tid, hvor det mere end nogensinde er vigtigt at stå sammen, mødes, udvikle og inspirere, så sektoren bedst muligt kan bidrage til at føre Danmark igennem den grønne omstilling og energikrise.
Jeg glæder mig til at samles til to inspirerende og meningsfulde dag den 27. og 28. oktober.