Gå til hovedindhold

Godt, grønt valg

Leder bragt i magasinet Fjernvarmen nr. 3, juni 2024.

31. maj 2024
  • Læs op

Indhold

    Nu skal krydset sættes. Et kryds, der kan få afgørende betydning for vores arbejde de kommende mange år. Det er naturligvis valget til Europa-Parlamentet og dermed en af de vægtigste institutioner, der sætter rammerne for også den klima- og energipolitik, der bliver ført i Danmark.

    I forsyningssektoren mærker vi også, at arbejdet i institutionerne i EU sætter præg på vores arbejde. Det gælder i harmoniseringen af krav til bæredygtighed af biomasse, der nærmer sig vores høje standarder. I muligheden for at transportere CO2, brint og el på tværs af landegrænser. Vores fælles indsats for at udfase den fossile energi. Krav til energieffektivisering af vores boliger og en række andre ting.

    Der er med andre ord rigeligt at tage sig til for de nu 15 mandater, der efter den 9. juni repræsenterer de danske vælgere i Europa-Parlamentet.

    Derfor er det selvsagt heller ikke uvæsentligt, hvem der tager turen til Bruxelles og Strasbourg. Jeg bemærker, at en lang række af spidskandidaterne fra de forskellige partier har været på besøg i Dansk Fjernvarmes medlemskreds. Det er absolut positivt. Vi har brug for samarbejdet, og vi har brug for, at de beslutninger, der træffes i EU, bliver på så oplyst et grundlag som muligt.

    Der er derfor god grund til at glædes ved de mange selskaber, der har åbnet dørene og øset af deres viden, erfaringer og synspunkter. Og til de mange kandidater, der har taget sig tid og taget imod.

    Nok kan vi gøre meget herhjemme. Og det gør vi også ved at konvertere fra fossil gas til fjernvarme, både i de enkelte hjem og på vores værker. Vi elektrificerer i stor stil, udvikler CCUS, bidrager til elforsyningssikkerheden og meget, meget mere. Men de langsigtede mål kommer fortsat i vid udstrækning fra vores repræsentanter i EU.

    Derfor ønsker jeg alle et rigtig godt valg og ikke mindst et rigtig godt grønt valg.

    Andre klikkede på...