Grøn varme skal ud til 500.000 boliger
Leder bragt i magasinet Fjernvarmen nr. 7, december 2019
Omkring 500.000 danske boliger opvarmes i dag med fossile energikilder, og det kan de danske fjernvarmeselskaber ændre på. Enten ved at tilslutte boligerne fjernvarme, hvor det lader sig gøre, eller ved at tilbyde dem individuelle varmepumper.
Det er omdrejningspunktet i visionen om ”Grøn varme til 500.000 boliger”, som Dansk Fjernvarme lancerede i forbindelse med landsmøde 2019.
”Grøn varme til 500.000 boliger” er Dansk Fjernvarmes bidrag til at imødekomme de ambitiøse klimamål, regeringen – med opbakning fra stort set alle partier i Folketinget – har sat i forbindelse med forhandlingerne om en ny klimalov.
Fjernvarmesektoren kan således bidrage med op mod halvdelen af den samlede CO₂-reduktion, der skal opnås inden 2030. Det vil med andre ord være et vigtigt skridt på vejen, hvis fjernvarmeselskaberne kan sikre grøn varme til den halve million boliger med individuel, fossil løsning.
De kan desværre ikke alle få fjernvarme, så fjernvarmeselskaberne er nødt til at tænke i andre løsninger. Her kan Trustrup-Lyngby varmeværk og vandværk på Djursland være en god inspirationskilde med sit koncept for ”Nærvarmeværket”, der på et års tid har sat individuelle varmepumper op hos 100 kunder.
Fjernvarmeselskaberne skal fortsat have fjernvarmeforsyning som deres kerneopgave, men det er vigtigt at brede fokus ud for at skaffe grøn varme til så mange som muligt og gerne til de 500.000 med sort varme.