Gå til hovedindhold

Nye tvangsbindinger hjælper ikke forbrugerne

Leder bragt i magasinet Fjernvarmen nr. 1, januar 2019

28. jan. 2019
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Mikkel Lysgaard, mil@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Det blev udlagt som en stor sejr. Udvalgte fjernvarmeselskaber kunne slippe for det politiske krav om kraftvarme og slippe for brændselsbindingen til den dyre, afgiftsbelagte naturgas. Alt sammen for at sikre fjernvarmeforbrugerne mod kraftigt stigende priser, nu hvor grundbeløbet ophørte 1. januar 2019.

    Fjernvarmeselskaberne har da også taget pænt imod hjælpen. Om end det virker uforståeligt, at kun udvalgte selskaber, har fået mulighed for at blive undtaget kraftvarmekravet.

    Signalet fra politikerne var, at fjernvarmesektoren nu skulle løsnes for de tvangsbindinger, der, af hensyn til forsyningssikkerheden, har været pålagt selskaberne.

    Men i takt med, at vinterkulden har sænket sig over landet, er fjernvarmeselskabernes begejstring også dalet. For i kølvandet på energiaftalen har politikerne nu fundet på nye tvangsbindinger for selskaberne. Denne gang tvangsbinding til el i form af eldrevne varmepumper.

    Der er ikke noget i vejen med ønsket om elektrificering af varmeforsyningen. Slet ikke. Men politikernes trang til detailstyring er nu sat over hensynet til, om investeringen er fornuftig for selskaberne, om forbrugerne får konkurrencedygtige priser og sidst men ikke mindst, om teknologien i det hele taget er nok udviklet.

    Selvom ansvarlige selskaber gør, hvad de kan for at rette op på de politiske fejlbeslutninger, tvivler jeg på, at det er nok. Politikerne er nødt til at vise tillid og give selskaberne – store som små – den fornødne frihed og fjerne alle kraftvarmekrav og brændselsbindinger. Også tvungen brug af el.

    Så skal fjernvarmeselskaberne nok levere både yderligere grøn omstilling og konkurrencedygtige priser for forbrugerne.

    Andre klikkede på...