Spændende åbning af Folketinget
Leder bragt i magasinet Fjernvarmen nr. 6, oktober 2019
1. oktober åbnede Danmarks statsminister, Mette Frederiksen, Folketinget med en både spændende og visionær tale. En tale, der tegnede en ny samfundsdagsorden med høje ambitioner – blandt andet med ret til tidligere tilbagetrækning for nedslidte ældre, flere sygeplejersker, pædagoger og medhjælpere, der kan give os alle et velfærdsløft, og sidst – men ikke mindst – en ambitiøs klimapolitik.
Der er ikke anvist virkemidler, men der er anvist en retning. Virkemidler skal findes gennem aftaler med arbejdsmarkedets parter, brancher og med alliancer.
Statsministeren erklærede samtidig et opgør med centralisering og kontrolregimer og vil have et opgør med New Public Management, besparelser og effektiviseringer.
Det er alt sammen godt. Men her hopper kæden også af.
For alt imens politikerne er ved at enes om denne dagsorden, så kører myndighederne på energiområdet videre i samme rille som tidligere og insisterer på gammelkendte virkemidler centreret om effektiviseringer. Myndighederne er altså i gang med at udrulle det præcis modsatte af det, som politikerne ønsker og taler om. Og det vil om ikke forhindre, så i hvert fald bremse den grønne omstilling.
Derfor vil jeg gerne komme med en opfordring til politikerne om, at de tænker sig om og stopper udrulningen af den Mckinsey-regulering, der er på vej, og i stedet sammen med fjernvarmebranchen indgår en brancheaftale, der kan og vil skaffe en CO₂-neutral fjernvarme i 2030.