Aalborg Forsyning donerer udstyr til Ukraine
To mobile varmecentraler og en nødgenerator blev den 3. juli sendt afsted fra Aalborg Forsyning med retning mod Ukraine.

Udstyret fra Aalborg Forsyning indgår i den tredje sending, som Danmark har sendt til Ukraine for at bidrage til varmeproduktion i den kommende vinter. Foto: Energistyrelsen.
Torsdag den 6. juli forlod 3 lastbiler Aalborg Forsyning med udstyr til Ukraine. Lastbilerne var lastet med to mobile varmecentraler og en nødgenerator, som skal hjælpe med at opretholde og genopbygge den kritiske infrastruktur på forsyningsområdet i det krigshærgede land.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Aalborg Forsyning.
- Udstyret har indgået i Aalborg Forsynings nødberedskab for varmeforsyningen, men har ikke været i brug i en årrække. Jeg ser det som det eneste rigtige, at vi i Aalborg Forsyning støtter Ukraine i den ulykkelige og svære situation, de er i, udtaler Per Clausen, bestyrelsesformand i Aalborg Forsyning.
De mobile varmecentraler er på hver 3 MW. Det svarer til, at hver varmecentral kan opvarme en mindre landsby eller 1.400 danske huse. Nødgeneratoren kan levere strøm til et mindre sygehus, svarende til ca. 100 danske husstandes årlige forbrug.
- Jeg håber, at udstyret vil gøre en forskel for befolkningen i Ukraine, siger Aalborg Forsynings administrerende direktør Søren Gais Kjeldsen og fortsætter:
- Varmecentralerne og nødgeneratoren er af god kvalitet og fuldt funktionsdygtige, og de blev serviceret inden afsendelse. Der er tale om udstyr, som vi har vurderet, at vi kan undvære, og det vil derfor ikke påvirke vores nødberedskab, at det doneres.
Donationen er sket efter henvendelse fra Energistyrelsen, der oplyser, at udstyret efter planen skulle være ankommet til Ukraine ved udgangen af juli.
Donationen er den tredje, som Danmark har sendt afsted til Ukraine siden årsskiftet for at hjælpe med akut genopbygning af ødelagt infrastruktur, herunder vand- og varmeudstyr samt udstyr til at beskytte elnettet og elinstallationer.
Skriv kommentar