Gå til hovedindhold
Varmepumper & Elkedler
Projekter & Planlægning

Bliv klar til kollektive varmepumper

Dansk Fjernvarme tilbyder igen et kursus, der skal forberede fjernvarmeselskaber til at investere i kollektive varmepumper. Kurset går over to dage - den 20. og 21. september.

16. aug. 2023
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Det er ikke bare en stor investering; det er også en vigtig beslutning, hvis et fjernvarmeselskab vil anskaffe en kollektiv varmepumpe. Dansk Fjernvarme udbyder derfor igen to kursusdage i september, der kan ruste fjernvarmeselskaber til at tage beslutningen på det bedste grundlag.

    Det første kursus blev afviklet i januar i år, og der var meget positive tilbagemeldinger fra deltagerne. 62 procent mente således, at udbyttet af kurset i høj grad var tilfredsstillende, og samme andel mente, at kurset i høj grad var relevant for deres daglige arbejde.

    - Vi stræber selvfølgelig altid efter at tilbyde kurser, der er relevante for vores medlemmer, og der ramte vi altså meget godt med kurset i foråret. Vi håber naturligvis, at det også viser sig på antallet af tilmeldinger til kurset i september, lyder det fra seniorkonsulent Stine Juel Christoffersen.

    Stort potentiale

    Der er allerede etableret 200 varmepumper fordelt på 100 fjernvarmeselskaber. Dermed er der fortsat et stort potentiale blandt fjernvarmeselskaberne for at anskaffe sig en varmepumpe.

    Kurset bliver ledet af konsulent Bjarke Paaske, Bjarke Paaske Rådgivning, der har mange års erfaring med store varmepumper, og han vil bl.a. benytte de hidtidige erfaringer med drift og projektering af kollektive varmepumper til at sætte fokus på såvel fordele som ulemper for fjernvarmeselskaberne.

    Fordele – og ulemper

    Konsulent Casper Andersen fra Varmefaglig Afdeling i Dansk Fjernvarme nævner nogle af de fordele, som fjernvarmeselskaberne får, når de anskaffer sig en kollektiv varmepumpe. Der kommer fx et langt bedre samspil med energimarkedet, hvor selskaberne kan være med til at balancere elmarkedet, ligesom det meget gerne skal give varmebrugerne lavere priser og bidrage til elektrificeringen af fjernvarmen .

    På den anden side har flere fjernvarmeselskaber døjet med ”børnesygdomme”, som ikke mindst kan henføres til, at de store, kollektive varmepumper fortsat er et relativt nyt ”fænomen” i ikke bare Danmark, men hele verden.

    - I løbet af de sidste 5 år, er den installerede varmepumpeeffekt mere end 10-doblet, fra ca. 50 MW i 2017 til ca. 600 MW i 2022. Udfordringerne handler især om, at det kan være svært for fjernvarmeselskaberne at styre temperaturen. Hvis der kommer udsving i temperaturen – og det kan jo ske – så kan varmepumpen ende med at gå helt i stykker. Og det gælder sådan set for alle typer af varmepumper, siger Casper Andersen.

    Derfor – og det er et af kernebudskaberne på det kommende kursus -  er det vigtigt for fjernvarmeselskaberne, at de skal stille krav til leverandørerne om, at varmepumpen skal kunne drifte under forskellige forhold, så den netop kan håndtere at temperatursvinger i den varme, der bliver taget ind i varmepumpen.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...