Der er nye krav til bæredygtighedsrapportering
Fjernvarmeselskabernes kunder skal opfylde nye krav til bæredygtighedsrapportering – også kaldet ESG – og det kan påvirke næsten alle fjernvarmeselskaber. Bliv klogere på nyt webinar.

De nye krav til bæredygtighedsrapportering – i daglig tale blot ESG-rapportering - vil omfatte mange fjernvarmeselskabers erhvervskunder. Og dermed får det også en indirekte betydning for fjernvarmeselskaberne
Dansk Fjernvarme tilbyder derfor et webinar i begyndelsen af november, hvor deltagerne vil få gennemgået de nye krav til bæredygtighedsrapportering. Herunder hvad det kan betyde for de fjernvarmeselskaber, der er indirekte omfattet som følge af, at de har store erhvervskunder, som bliver omfattet og vil efterspørge oplysninger fra deres varmeleverandører.
- Kunderne hos fjernvarmeselskaberne skal ifølge de nye krav redegøre for klimapåvirkninger i hele værdikæden – og dermed også for klimapåvirkninger fra købet af fjernvarme, siger Anders Jespersen, der er økonomisk konsulent i Dansk Fjernvarme.
Det hører med til fortællingen, at det indtil videre kun er de større fjernvarmeselskaber, der selv bliver direkte omfattet af kravene, når de i 2026 træder i kraft.
- Men selv mindre fjernvarmeselskaber vil – hvis de har større erhvervskunder – komme til at opleve, at deres kunder vil begynde at efterspørge data og oplysninger om CO2-udledninger og klimapåvirkninger fra selv mindre selskaber, der leverer fjernvarme til disse erhvervskunder, forklarer Anders Jespersen.
Derfor skal også mindre selskaber indstille sig på, at de skal kunne levere oplysninger til erhvervskunderne.
Webinar om nye krav til ESG
Den 10. november fra kl. 10-11. Der er krav om tilmelding:
På webinaret kan du bl.a. høre om:
Hvad er det for nogle krav om bæredygtighedsrapportering?
Hvem bliver direkte omfattet? Og hvad betyder det for dig, hvis dine kunder er omfattet?
Dansk Fjernvarmes arbejde med bæredygtighedsrapporteringen og udarbejdelse af skabeloner.
Er webinaret noget for dig?
Webinaret henvender sig til dig, der
- er driftsleder i et mindre eller mellemstort fjernvarmeselskab
- er administrativ medarbejder og bl.a. skal hjælpe med at redegøre for selskabets CO2-udledninger mv.
- på anden vis er involveret i selskabets årsrapport og grønne profil udadtil.
Skriv kommentar