Det går helt efter planen i Helsingør
Der kobles løbende nye kunder på, så Forsyning Helsingør følger deres plan for konvertering til fjernvarme.

I løbet af de første 8 måneder af 2023 er 151 nye kunder blevet koblet på fjernvarmenettet, og tallet vil stige yderligere de kommende måneder. Derfor går det helt planmæssigt med udbredelsen af fjernvarme, lyder den positive melding fra Forsyning Helsingør.
Det er særligt nye kunder i de gamle eksisterende fjernvarmeområder, der er blevet koblet på i løbet af året. Men også i det første nye udvidelsesområde – Søheltekvarteret – begynder der nu at komme mange nye kunder på nettet, fremgår det af en pressemeddelelse.
- Det er dejligt at se, at udbygningen af fjernvarmenettet er i fuld gang. Vi følger stille og roligt vores egen og kommunens varmeplan. Selv om vi møder udfordringer med fx højere priser fra entreprenører, stigende renteudgifter og mangel på kvalificeret arbejdskraft på visse kerneopgaver, så går udbygningen med fjernvarme efter planerne, forklarer Jens Bertram, bestyrelsesformand.
Det beregnede forbrug hos Forsyning Helsingørs nye fjernvarmekunder i år svarer til forbruget i 326 standardhuse. Samtidig bliver der lagt fjernvarme ud i nye byudviklingsområder – aktuelt gælder det fx nybyggeriet af boliger ved Kelleris i Espergærde.
Fjernvarme er godt for klimaet
En opgørelse fra Forsyning Helsingør viser, at tilkoblingen af de nye kunder i år alene har sparet klimaet for ca. 870 ton CO2 per år, da kunderne har sagt farvel til deres gamle gas- eller oliefyr. Det svarer til ca. 5,7 ton per kunde (husstand, bolig eller erhverv). Ifølge Danmarks grønne tænketank Concito udleder hver dansker i gennemsnit 13 ton CO2 årligt.
- Udbredelsen af fjernvarme er ikke bare godt for klimaet men også for kundernes pengepung. For sammenlignet med andre energikilder er fjernvarmen økonomisk set attraktiv. Og jo flere kunder vi kan koble på nettet, jo flere er der også til at dele omkostningerne. Der vil i længden smitte positivt af på fjernvarmetaksterne, siger Jens Bertram.
Forsyning Helsingør
I dag bliver ca. 15.000 boliger, erhverv og kommunale bygninger og institutioner opvarmet med fjernvarme fra Forsyning Helsingør.
Forsyning Helsingørs eksisterende fjernvarmeområder dækker i dag store dele af Helsingør, Snekkersten, Gurre, Tikøb og et mindre område af i Espergærde og Kvistgård.
Udvidelsesområder
Forsyning Helsingør udvider løbende fjernvarmenettet efter sine udbygningsplaner. Lige nu har Byrådet godkendt 5 projektforslag, hvor der enten er ved at blive etableret fjernvarme, eller hvor fjernvarmen er på vej de kommende år:
- Søheltekvarteret 2022 – 2023
- Marienlystkvarteret 2024
- Helsingør Centrum 2024 – 2026
- Yderområder Helsingør 2023 – 2027
- Espergærde Centrum 2023 – 2028
For at kunne gennemføre udbygningen af fjernvarmenettet i disse områder, er det en forudsætning, at der er mindst 60 procents tilslutning blandt beboere, erhverv og institutioner.
Skriv kommentar