DIN Forsyning hæver fjernvarmeprisen med 15 procent
En ekstraregning for kul tvinger forsyningsselskabet til at hæve prisen på fjernvarme med 15 procent fra 1. august og frem til udgangen af 2023.

De stigende priser på kul er medvirkende til, at kunderne hos DIN Forsyning får en ekstraregning fra den 1. august og resten af 2023. Foto: Colourbox.
Det bliver dyrere at være varmekunde hos DIN Forsyning. Fra den 1. august og året ud hæver DIN Forsyning prisen for fjernvarme med 15 procent. For en standardfamilie vil det betyde en prisstigning på ca. 200 kr. om måneden i resten af 2023, skriver DIN Forsyning i en pressemeddelelse.
Årsagen til prisstigningen skal findes i, at der igennem hele 2022 har været ekstraordinært høje priser på kul i Europa. Hvor de 25.000 varmekunder tidligere har haft fordel af billig kul fra Esbjergværket, har prisstigningerne givet en samlet ekstraregning på 56 mio. kr. for DIN Forsynings kunder.
- Aldrig tidligere har vi set lignende ekstraregninger. Men energiprisernes og dermed kulprisens himmelflugt gør, at vi nu har fået ekstraregninger på 56 mio. kr. på trods af, at Ørsted har dækket nogle af de ekstraomkostninger, der har været, fortæller Helle Damm-Henrichsen, direktør i DIN Forsyning.
Det er Ørsted, der driver Esbjergværket, der leverer varmen til fjernvarmenettet hos DIN Forsyning.
Dertil kommer, at varmeselskabet DIN Forsyning Varme A/S under DIN Forsyning er underlagt lovgivning, der gør, at økonomien skal ”hvile i sig selv”, så der hverken må være underskud eller overskud. Og derfor er DIN Forsyning nødt til at hente alle omkostninger hos kunderne.
- Desværre har vi ikke andre muligheder end at sende regningen videre til vores kunder. Det er vi virkelig kede af, udtaler Helle Damm-Henrichsen.
Gælder fra 1. august
Prisstigningen gælder fra. 1. august og resten af 2023. Herefter beregnes nye priser ud fra budgetter for 2024. DIN Forsyning har traditionelt ry for at have en stabil lav varmepris.
- I vores varmeområde har vi altid kunnet bryste os af, at vores varmepriser har været fornuftige og rimeligt stabile. Men hvor gerne vi end ville, kan vi ikke gøre noget ved de heftigt stigende priser, som alle har været ramt af. Vi forventer dog, at vi igen kommer ned på et prisniveau, vi kan være tilfredse med, siger Helle Damm-Henrichsen.

Det sker der med varmeprisen fra DIN Forsyning
Prisen på fjernvarme fra DIN Forsyning stiger med 15 procent fra 1. august og til udgangen af 2023. Derefter bliver nye priser beregnet ud fra budgetter for 2024.
For en standardfamilie (familie med et hus på 130 m2 og et forbrug af varme på 18,1 MWh/65,16 GJ) vil det betyde en prisstigning på ca. 200 kr. om måneden i resten af 2023.
DIN Forsyning har hidtil leveret fjernvarme til kunderne dels fra affaldsforbrændingen Energnist og dels fra det kulfyrede Esbjergværket. Fremover erstattes varmen fra Esbjergværket af DIN Forsynings egen varmeproduktion, Fremtidens Fjernvarme.
Skriv kommentar