Gå til hovedindhold

EU-reform af elmarkedet bliver modtaget positivt

Dansk Fjernvarme har svaret på høring om en reform af elmarkedet via en ændring af forordningen og direktivet. Det bliver generelt modtaget positivt af Dansk Fjernvarme.

23. mar. 2023
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Energistyrelsen har netop afsluttet en høringsrunde på EU-Kommissionens forslag til reform af elmarkedet, der indebærer ændringer af såvel forordningen som direktivet. Dansk Fjernvarme har reageret positivt via sit høringssvar.

    “Det er vores overordnede vurdering, at Kommissionens forslag ikke ændrer ved det grundlæggende elmarkedsdesign, vi kender i dag, og dermed fortsat understøtter en effektiv konkurrence og en produktion af el til lavest mulige priser, hvor den billigste elproduktion aktiveres først, og hvor el handles på tværs af landegrænser, “ skriver Dansk Fjernvarme blandt andet i sit svar. 

    Dansk Fjernvarme mener, at forslaget fokuserer på at styrke de finansielle markeder for at opnå forudsigelighed og stabilitet, men understreger, at det er vigtigt at øge den samlede likviditet i de finansielle elmarkeder, da de forskellige finansielle instrumenter, som f.eks. PPA, forward markeder og CfD, trækker på de samme aktører.

    “Samtidig er det vigtigt at finde den rette balance mellem aktuelle prissignaler og prissikring, da øget udbredelse af prissikringer vil mindske aktørernes incitamenter til at reagere på aktuelle prissignaler fra markedet. Det er vigtigt, at prissignalerne indrettes således, at der trods øget brug af finansiel prissikring fortsat vil være en tilskyndelse til at aktivere fleksibelt elforbrug og elproduktion, “ slår Dansk Fjernvarme fast.

    Forsyningssikkerhed skal i fokus

    Dansk Fjernvarme påpeger også, at der må forventes hyppigere udsving i den tilgængelige elproduktion i takt med der kommer mere VE ind i systemet. På den baggrund opfordrer Dansk Fjernvarme til, at der sættes yderligere fokus på at opretholde en høj forsyningssikkerhed, og at der i Danmark tages politisk stilling til niveauet af den ønskede forsyningssikkerhed samt af nødvendigheden af at have en tilgængelig vejruafhængig regulerbar elproduktion. 

    Der findes i dag en betydelig mængde fleksibel og regulerbar elproduktionskapacitet i form af bl.a. kraftvarmeværker, som enten drives af naturgas, biogas eller bæredygtig biomasse. Disse produktionsanlæg kan bidrage i omstillingen til et endnu mere VE-baseret og fleksibelt el- og energisystem og bidrage til at fastholde et fortsat højt niveau af elforsyningssikkerhed. Selvom der er tale om relativt få driftstimer, så er disse anlæg i dag nødvendige for at fastholde en høj elforsyningssikkerhed. Men de eksisterende markeder aflønner dem ikke tilstrækkeligt.

    Derfor arbejder Dansk Fjernvarmes for, at man i Danmark skal tage politisk stilling til den nødvendige kapacitet og herefter sikre, at der er økonomi i at stille den nødvendige kapacitet til rådighed.

    “Dansk Fjernvarme ser også positivt på, at kommissionens forslag ikke indeholder et indtægtsloft for elproduktion som en fast del af elmarkedets design, da dette på sigt kan mindske tilskyndelsen til nye investeringer i nye elproduktionsanlæg, “ hedder det i høringssvaret fra Dansk Fjernvarme.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...