Gå til hovedindhold
Energiforbrug
Energipriser
Rammevilkår & Regulering

EU vedtager mål for energieffektivisering

Direktivet for energieffektivisering er nu endeligt vedtaget i EU. Målet er, at energiforbruget skal være sænket med 11,7 procent i 2030.

25. jul. 2023
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Så er der sat punktum for de lange forhandlinger i EU-regi om fælles krav til energieffektivisering. Tidligere i juli har såvel Europa-Parlamentet som EU-Kommissionen stemt for direktivet, og nu har også Ministerrådet givet sit stempel til direktivet.

    Det betyder – helt overordnet – at energiforbruget i alle medlemsland skal reduceres med mindst 11.7 procent frem mod 2030, når man sammenholder med prognoserne fra 2020. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Ministerrådet.

    ”Alle medlemslande skal bidrage til at nå det overordnede EU-mål. De skal opstille vejledende nationale bidrag og baner for at nå målet i deres integrerede nationale energi- og klimaplaner, ” skriver Ministerrådet i sin pressemeddelelse.

    Det fremgår også, at de endelige nationale energi- og klimaplaner skal forelægges EU i løbet af 2024. Det bliver samtidig nævnt, at der vil være mulighed for at afvige fra målene med 2,5 procent. Samtidig bliver det understreget, at målsætningen om 11,7 procent netop er fælles, og at EU-Kommissionen derfor ser på, om det samlede mål for alle lande er opnået.

    Det bliver også påpeget, at det offentlige skal gå foran i forhold til energieffektivisering, og at medlemslandene ud over dette hvert år vil være forpligtet til at renovere mindst 3 procent af det samlede etageareal af bygninger, der ejes af offentlige organer.

    Det er Niels Fuglsang, der har været såkaldt rapporteur for Europa-Parlamentet under forhandlingerne i EU-systemet, og han understreger vigtigheden af det nye direktiv, fordi energikrisen langt fra er overstået.

    - Der er ingen garanti for, at de næste vintre bliver lige så milde som de sidste. I de næste syv år skal vi derfor levere de nødvendige strukturelle ændringer. Jeg er meget glad for, at det lykkedes os at skubbe medlemslandene i retning af langt mere ambitiøse energieffektivitetsmål, udtaler han i en pressemeddelelse fra Europa-Parlamentet.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...