Fjernvarme tiltrækker mange gaskunder
Mere end halvdelen af de varmekunder, der forlader Evida, vælger nu fjernvarme som ny opvarmning, viser tal fra det statslige gasdistributionsselskab.
Der er fart på omstillingen væk fra gas, og flere og flere vælger nu fjernvarme. Det viser tal fra en ny analyse, som Evida – det statslige gasdistributionsselskab – har offentliggjort. I 2023 er det lige over halvdelen af de gaskunder, der vælger gas fra, der går over på fjernvarme.
Siden 2021 og frem til slutningen af maj i år har Evida sagt farvel til mere end 58.000 gaskunder. Og lige over halvdelen af dem, har valgt fjernvarme, fremgår det af analysen ”Klog konvertering af gasforbrug skal transformere gassystemet”.
”Mens flest kunder efter eget udsagn er skiftet til anden varmeforsyning, blandt andet varmepumper, i 2021 og 2022, ser vi i de første måneder af 2023, at flere end halvdelen af de kunder, som opsiger, nu oplyser, at de skifter til fjernvarme, ” skriver Evida i analysen.
Det fremgår også, at udviklingen væk fra gas er accelereret ganske kraftigt. I 2021 var der blot 5.300, der valgte naturgas fra, mens tallet for hele 2022 endte på 28.000. I årets første fem måneder af 2023 er tallet af konverteringer væk fra naturgas på 25.000, så det samlede antal for 2023 med sikkerhed ender med at overgå konverteringerne i 2022.
Samtidig er der altså ifølge Evida nu flere og flere, der vælger fjernvarme frem for fx individuelle varmepumper, når de siger nej tak til at fortsætte med naturgas.
Jyderne er bedst til fjernvarme
Analysen fra Evida peger også på, at der er geografiske forskelle på, hvor varmebrugerne vælger naturgas fra. Det fremgår således, at 25-28 % af gaskunderne i Jylland har opsagt deres aftale, ca. 21 % på Fyn, ca. 16 % på Vestsjælland og 9-11 % i hovedstadsområdet.
”Ser vi på den relative andel af konverteringer i forhold til antallet af husstande, der opvarmer boligen med gas, er det jyderne, som har lagt hurtigst fra land, ” slår Evida således fast og konstaterer samtidig, at der er et ”efterslæb” på Sjælland, hvor 60 procent af samtlige gasopvarmede boliger findes i dag.
Dertil kommer, at variationerne på kommuneniveau er ganske markante. Evida mener således, at det især hænger sammen med, hvor langt udrulningen af fjernvarme er i de enkelte kommuner.
” Sønderborg og Horsens kommuner er eksempler, hvor omtrent fire ud af ti gasopvarmede bolig har opsagt gasforsyningen, og heraf har flere end otte ud af ti husstande angivet fjernvarme som ny varmekilde, ” skriver Evida.
Det tyder på, at hvis der er fjernvarme, som gaskunderne kan koble sig på som alternativ, så foretrække de nuværende gaskunder at skifte til fjernvarme.
Udfasning af gas i Danmark
Publikationen ”Klog konvertering af gasforbrug skal transformere gassystemet” er udgivet af Evida i maj 2023. Læs mere om det her.
Kilde: Evida
Skriv kommentar