Gå til hovedindhold
Varmekilder
Forsyningssikkerhed
Sektorintegration

Fjernvarmen kan sparke gassen ud af Europa

Fjernvarmen er blandt de mest effektive løsninger, når det handler om at få Europa væk fra gas. Det viser en ny analyse fra Aalborg Universitet, der netop er offentliggjort.

15. nov. 2023
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    24 milliarder kubikmeter gas kan forsvinde fra det europæiske energiforbrug hvis EU-landene formår at øge andelen af fjernvarme fra 13 % til 20 % frem mod 2030. Sådan lyder en af konklusionerne i et nyt studie fra Aalborg Universitet.

    Det er professor i energiplanlægning, Brian Vad Mathiesen, der har stået i spidsen for analysen og han var tirsdag i Bruxelles for at præsentere resultaterne ved ”Euroheat & Power Summit”; en to-dages konference afholdt af netop Euroheat & Power, der er den Europæiske fjernvarmeorganisation.

    Netop Euroheat & Power har været med til at finansiere analysen, der indgår i Aalborg Universitets serie af ”Heat Road Map Europe” analyser. Den analyse-serie har, med inspiration i Varmeplan Danmark-analyserne, set på en vej frem for Europa, når det handler om at skabe et mere grønt energisystem, særligt på varmesiden - og det er også her den nye analyse byder ind med frisk viden om fjernvarmens store potentiale.

    Den officielle navn på Aalborg Universitets analyse er ”Heat matters: the missing link in REPower EU”. Forklaringen på den titel er, at EU i maj 2020 lancerede REPower EU-planen som et modsvar på Putins krig i Ukraine. Den beskæftiger sig dog blot ret begrænset med den langsigtede planlægning for en bæredygtig varmeforsyning af Europe og nærmest slet ikke med fjernvarmens store potentiale i den sammenhæng.

    Energiprofessor Brian Vad Mathiesen fortæller om indholdet og budskabet i den nye analyse fra Aalborg Universitet.

    Hallo – der er stadig energikrise

    Fra scenen i Bruxelles understregede indledte Brian Vad Mathiesen sin præsentation med at understrege, at der altså fortsat er en energikrise – hvis nogen skulle have fået skuldrene helt ned igen og glemt det.

    Gaspriserne er stadig højere end de plejede at være og EU er i højere grad end hidtil afhængig af energi-import, fordi egenproduktionen falder. Selve behovet for energi er ganske vist stagneret, men ikke decideret faldet. Kort sagt redede en mild vinter 2022/2023 Europa fra for alvor at mærke følgerne af Ukraine-krigen.

    På den baggrund er der mere end nogen sinde brug for, at EU gør sig fri af den russiske gas og her viser den nye analyse, at fjernvarmen er blandt de mest effektive redskaber til at gøre netop det. Det skyldes ikke mindst at alene fjernvarmen egner sig til at udnytte de enorme mængder overskudsvarme og varme fra eksempelvis affaldsforbrænding, der pt. går til spilde over hele Europa. Overskudsvarme, der altså allerede ligger lige i nærheden af Europæere i alle lande, men som ikke bruges – mens vi samtidig importerer Putins gas.

    Energiprofessor Brian Vad Mathiesen præsenterede den nye analyse i Bruxelles, hvor Euroheat & Power afholder sit årlige topmøde om varmeforsyning i EU.

    Stort bidrag fra fjernvarmen

    Rumopvarmning og opvarmning af brugsvand står for omkring en tredjedel af energibehovet i EU, og over 75 % af denne varme kommer fra fossile brændstoffer. Derfor er det i sagens natur afgørende, at der udvikles rene varmeløsninger over hele EU, og fjernvarmens rolle er meget overset, lyder det fra Aalborg Universitet og Brian Vad Mathiesen.

    Den nye analyse peger på, at Europa rent faktisk kan sænke gasforbruget med 15 % mere end EU selv kalkulerer med i ”Fit for 55” pakken og REPower EU-planen. Og det er altså blandt andet fjernvarmen, der er helten i det potentielle eventyr.

    Ifølge Aalborg Universitets analyse kan EU skære hele 328 milliarder kubikmeter gas ud af sit energiforbrug med det rigtige set-up. Øget brug af fjernvarme (fra 13 til 20 % dækning) vil alene bidrage med de 24 milliarder kubikmeter gas.

    Til sammenligning kan bedre energieffektivitet i bygninger levere en besparelse på 23 milliarder kubikmeter, mens elektrificering inden for industrien vurderes til at kunne skabe en besparelse på 25 milliarder kubikmeter gas.

    18.500 nye fjernvarmenet

    Det er dog en omfattende opgave at øge EU’s andel af fjernvarme fra 13 % til 20 % inden 2030, men det kan lade sig gøre. Aalborgs Universitets studie bygger på konkret modellering, som er baseret på de faktiske forhold i de enkelte lande.

    Samlet set vil øvelsen betyde, at der skal etableres hele 18.500 helt nye fjernvarmenet i EU-landene, mens mange eksisterende skal udvides. Prisen for den investering har energiplanlæggerne på Aalborg Universitet beregnet til 144 milliarder Euro.

    Men Brian Vad Mathiesen pointerer, at det selvfølgelig skal holdes op imod de enorme summer, som Europa hver dag bruger på gas. Det skal derfor ses som en investering og ikke en omkostning.

    Kigger man endnu længere frem end 2030 – nemlig helt til 2050, så bliver fjernvarmens rolle blot endnu større. Her anslår Aalborg Universitet, at fjernvarmen bør kunne dække 48 % af EU-landenes energibehov til rumopvarmning og opvarmning af brugsvand.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...