Gå til hovedindhold
Forsyningssikkerhed
Projekter & Planlægning
Varmepumper & Elkedler

Fjernvarmesektor øger elektrificeringen

Med Aalborg Forsynings investering i havvandsvarmepumpe bliver fjernvarmesektoren en markant elkunde i Danmark. Det gavner det danske elsystem, men der mangler vedvarende energi.

12. sep. 2023
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk
Aalborg forsynings anlæg

Indhold

    Aalborg Forsyning offentliggjorde tirsdag morgen, at selskabet har indgået kontrakt om levering af en havvandsvarmepumpe på 132 MW, som skal være med til at udfase varme leveret fra Nordjyllandsværket, som drives på kul. 

    Havvandsvarmepumpen, som kommer til at ligge i Limfjorden er en af verdens største af sin slags og vil være den største i Danmark. 

    - Havvandsvarmepumpen er et meget vigtigt led i realiseringen af Aalborg Forsynings strategi for fossilfri
    varmeproduktion. Løsningen er effektiv, fleksibel og klimavenlig, og dertil er havvandsvarmepumpens
    varmeproduktionspris lavere end Nordjyllandsværkets, hvilket alt andet lige vil have en positiv effekt på
    varmeprisen, siger Per Clausen, bestyrelsesformand i Aalborg Forsyning i en pressemeddelelse. 

    Anlægget vil stå for næsten en tredjedel af varmeproduktionen i Aalborg Forsyning, mens resten skal komme fra bl.a. elkedler, varmepumper, overskudsvarme fra affaldsforbrændingen på Nordværk og lokale virksomheder mm.
    Investering øger sektors elektrificering

    Investering øger sektors elektrificering

    Fjernvarmesektoren er på få år blevet mere og mere elektrificeret, blandt andet ved hjælp af investeringer i elkedler og store luft til vand varmepumper eller havvandsvarmepumper som Aalborg Forsyning og Din Forsyning. Et vigtigt skridt i den grønne omstilling, mener Dansk Fjernvarme.

    - Varmepumper er effektive i at udfase fossile varmekilder og arbejder godt sammen med de øvrige energikilder i fjernvarmeproduktionen. Og i takt med at elproduktionen i Danmark bliver baseret mere på vedvarende energi, bliver de store varmepumper også mere grønne i produktionen, fortæller Jens Christian Nielsen, chefkonsulent i Dansk Fjernvarme.

    grafik over hvordan en havvandsvarmepumpe fungerer

    Elektrificeringen sker i takt med, at Danmarks elproduktion i øget grad skal baseres på sol- og vindenergi.  I fjernvarmen er der i dag ca. 800 MW installeret varmeeffekt, fordelt på ca. 190 varmepumper. Det gør sektoren til en betydelig elkunde i elsystemet. Det er der en række gevinster ved.

    - Øget elektrificering i fjernvarmesektoren gennem kollektive varmepumper eller havvandsvarmepumper som den, Aalborg Forsyning investerer i, bidrager positivt til elsystemet. Fjernvarme er en fleksibel produktionsform med flere energikilder, og det betyder, at fjernvarmesektoren kan være med til at regulere elsystemet ved at udnytte el, når der er lav efterspørgsel og undgå at bruge el, når der er høj efterspørgsel, siger Jens Christian Nielsen.

    Jens Christian Nielsen pointerer, at en øget elektrificering – i fjernvarmesektoren såvel som resten af samfundet – skaber et behov for nødvendig vedvarende energi til at forsyne en stadig voksende andel af elforbrugere. Hvis Danmark skal undgå såkaldte ”Brown Outs” skal der været en balance mellem elproduktion og elforbrug.

    Aalborg Forsyning udnytter Limfjorden

    Havvandsvarmepumpen, som Aalborg Forsyning har schweiziske MAN Energy Solutions til at producerer, udnytter elektricitet til at hæve temperaturen fra Limfjorden (mellem 1-15 grader) til cirka 90 grader, som kan udnyttes i fjernvarmenettet. Efter planen vil der være byggestart på projektet i august 2024, og anlægget vil, efter en periode med test og indkøring, blive sat i drift senest 1. januar 2029.

    - Vi ser nu frem til at få havvandsvarmepumpen implementeret her på arealerne i Norbis Park. Når anlægget er sat i drift, vil det kunne levere CO2-fri fjernvarme til aalborgenserne, men det forudsætter naturligvis, at der til den tid er adgang til en stabil elforsyning, som er baseret på vedvarende energikilder, siger Jesper Høstgaard-Jensen, teknisk direktør i Aalborg Forsyning.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...