Gå til hovedindhold

Flot tilslutning til Vestforbrændings fjernvarme

På under to måneder har 1.600 ud af 2.000 kunder meldt retur, at de gerne vil på fjernvarmen hos Vestforbrænding allerede i 2024.

28. mar. 2023
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Fjernvarmen er i den grad eftertragtet i Ballerup, Herlev, Furesø, Gladsaxe og Lyngby-Taarbæk kommuner. Vestforbrænding sendte i begyndelsen af februar breve til 2.000 kunder om at komme på fjernvarmen allerede i 2024, og 80 procent – eller 1.600 – har nu reageret positivt på tilbuddet.

    - Selvom kriteriet for udbygningen af fjernvarmenettet er 50 % tilslutning, betyder en højere interesse for konvertering faktisk en del for vores videre arbejde og planlægning, fortæller Anne Rosenkilde Lajer, som er kundechef i Vestforbrænding Fjernvarme.

    Hun fortæller, at målet i Varmeplan 2030 for Vestforbrænding er, at 89 % af olie- og gaskunder skal konvertere til fjernvarme. Så også her er man godt på vej i forhold til at indfri målsætningen.

    Opbakningen i de enkelte kommuner

    Fordelt kommuner ser interessen således ud med opgørelsesdato 23.03.2023:

    Ballerup: 74,9 pct. / Herlev: 73,5 pct. / Furesø: 76,6 pct. / Gladsaxe: 77,0 pct. / Lyngby-Taarbæk: 82,3 pct.

    Mange penge at spare

    En af årsagerne til, at så mange vælger at reagere positivt på tilbuddet om at komme hurtigt på fjernvarmenettet, er, at der også er mange penge at spare, hvis man melder sig til fjernvarme fra start. Hvis man fx vælger en abonnementsordning, så skal man kun have 15.000 kroner op af lommen i startomkostninger.

    - Jeg tror, at vores attraktive tilbud i kampagneperioden, hvor man kun betaler 15.000 kr. for en stikledning på op til 50 meter ind til huset har givet en del positive reaktioner, men også udsigten til vores abonnementsordning har bidraget til den store interesse, siger Anne Rosenkilde Lajer.

    Hun tilføjer, at det er nemt og bekvemt med en abonnementsordning, hvor Vestforbrænding står for al service og vedligeholdelse og det er attraktivt for rigtig mange af vores kunder.

    I løbet af sommeren 2023 forventer Vestforbrænding, at kontrakterne med entreprenørerne er på plads, og at tidsplanen for udrulningen bliver mere præcis. Også for de kunder, der er i fase 2 af varmeplanen, der påbegyndes i 2026.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...