Fors begynder udrulning af fjernvarme i Vindinge
De første kunder i Vindinge kan se frem til at blive koblet på fjernvarmenettet i løbet af sommeren, lyder meldingen fra Fors.

Stabil, konkurrencedygtig og grøn fjernvarme strømmer i løbet af sommeren ind til de første kunder i Vindinge sydøst for Roskilde. Forsyningsselskabet Fors A/S gør netop nu klar til at tage de første spadestik til den nye hovedledning, fremgår det af en pressemeddelelse.
- Vi har mærket en meget stor interesse for fjernvarme i Vindinge, men også helt generelt. På sigt vil godt 900 husstande i Vindinge få mulighed for at skifte deres eksisterende varmekilde ud med en grønnere varmekilde til glæde for både klimaet og kundens forsyningssikkerhed, siger projektchef i Fors A/S, Søren Baungaard Sørensen.
Den kommende hovedledning skal transportere fjernvarmen ind til Vindinge, og forventningen er, at de første kunder har fået deres fjernvarmestik ind til deres bolig i løbet af sommeren, oplyser Fors.
Den nye hovedledning var oprindeligt planlagt til at løbe via Lundbjerg Allé. Fors A/S har dog af praktiske hensyn besluttet at føre ledningen via Tingvej i stedet. Det betyder, at flere end 20 ekstra husstande end først forventet nu kan komme med på fjernvarmenettet. Og det endda længe før end forventet.
- Uforudsigeligheden på energimarkedet taget i betragtning er det naturligvis glædeligt for den enkelte kunde, at vi snart kan tilbyde et nemt, stabilt og grønt alternativ til kunderne i Vindinge. I et større perspektiv er vi rigtig glade for, at vi nu kan være med til at sætte endnu mere skub i den grønne omstilling og understøtte vores ejerkommunes grønne dagsorden, siger Søren Baungaard Sørensen.
Skriv kommentar