Gå til hovedindhold

Fortsat usikkerhed om niveauet for affaldsvarmeprisloftet for 2024

Forsyningstilsynet har den 13. oktober udmeldt et affaldsvarmeprisloft for 2024 på 111 kr./GJ, men hvorvidt Energistyrelsen vil ændre den måde affaldsvarmeprisloftet fastsættes på allerede fra 2024, og i så fald, hvilket niveau vi kan forvente, at affaldsvarmeprisloftet vil ligge på i 2024 og de kommende år.

25. okt. 2023
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk
foto af mønter fra en pung

Indhold

    Forsyningstilsynet beregner hvert år i oktober det kommende års prisloft på affaldsvarme. Tilsynet udmeldte den 13. oktober et affaldsvarmeprisloft for 2024 på 111 kr./GJ (til sammenligning er det gældende prisloft for 2023 på 89 kr./GJ). Dette prisloft er fastsat ud fra de nuværende regler, hvor de gennemsnitlige varmeproduktionsomkostninger i de centrale kraftvarmeværker lægges til grund for beregningen.

    Henover sommeren har Energistyrelsen haft et udkast til en ændring af bekendtgørelsen i høring, som indeholder en ny metode for, hvordan prisloftet skal fastsættes. Baggrunden for ændringen af reglerne er konkurrenceudsættelsen af affaldsenergien, hvor målet er at få 30 pct. af kapaciteten lukket ned inden 2030. Ved at lave et nyt prisloft, der er meget lavere end det eksisterende, forventer man fra myndighedernes side at kunne presse en del af selskaberne så hårdt økonomisk, at man vil komme i mål med den planlagte kapacitetsreduktion.

    Energistyrelsen har i udkastet lagt op til, at affaldsvarmeprisloftet skal fastsættes som et gennemsnit af de forventede omkostninger ved varmeproduktion på VE-anlæg fra Teknologikataloget. De foreløbige beregningseksempler, som vi har set fra Energistyrelsen, vil føre til et meget lavere prisloft end det nuværende, og forventes at ligge på 70-74 kr./GJ for 2024.

    Af høringsudkastet fremgår dog også, at der vil være en overgangsperiode på 2 år for alle og på op til 5 år for nyere anlæg. I 2024 vil ”overgangsprisloftet” blive fastsat som et gennemsnit af årene 2021, 2022 og 2023, hvilket svarer til 96 kr./GJ uden evt. pristalsregulering.

    Endelig afklaring udestår fortsat

    Energistyrelsen har tidligere oplyst, at den nye bekendtgørelse om et affaldsvarmeprisloft baseret på VE-alternativer, forventes at blive udstedt i oktober og træde i kraft den 1. november. Det vil betyde, at det ”gamle” prisloft på 111 kr./GJ i 2024 som Forsyningstilsynet netop har udmeldt, i så fald aldrig vil blive anvendt i praksis.

    Vi har været i kontakt med Energistyrelsen for at få en status på, hvor de er, og hvornår de regner med at udstede bekendtgørelsen. Tilbagemeldingen var, at de indkomne høringssvar havde givet anledning til en del overvejelser, som de lige nu er ved at tygge på. Der er derfor fortsat en vis usikkerhed om, hvordan prisloftet for 2024 vil blive fastlagt.

    Som opsummering er det altså med at holde tungen lige i munden, når vi snakker affaldsvarmeprisloft for 2024. Hvis det bliver fastsat efter de gældende regler, bliver det på 111 kr./GJ. Hvis det det derimod bliver det nye VE-prisloft– evt. med nogle ændringer – som skal anvendes, vil det i første omgang komme til at ligge omkring 96 kr./GJ og efter nogle år blive sænket betydeligt til et niveau på 70-74 kr./GJ.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...