Garantiprovision er en X-faktor i fjernvarmeudrulningen
Fjernvarmeprojekter vil blive udfordret af høje udbudspriser. Derfor får den kommunale kreditvurdering stor betydning for konverteringsprojekterne og dermed varmeplanlægningen.

Du kender det godt; den kommunale varmeplan havde høje ambitioner på fjernvarmeselskabets vegne og sendte breve til borgerne i december om, at der var potentiale, og at der vil komme endelig svar i 2023.
Fjernvarmeselskabet har brugt måneder på at lande et godt projektforslag, bestyrelsen var med på risikoen ved udvidelsen, kommunen behandlede projektforslaget og sendte en godkendelse retur, på betingelse af der opnås tilskud fra fjernvarmepuljen, tilskuddet kom hjem og I har lavet udbud.
Sidste skridt i den endelige rejse til at starte realiseringen er ansøgningen om garantistillelse hos kommunen – og bum retur kom en høj garantiprovision der skal tillægges renterne, hvorefter de samlede finansieringsomkostninger i den grad kan ende med at udfordre selskabs- og brugerøkonomien.
Lav garantiprovision understøtter kommunens varmeplan
Fjernvarmeprojekterne vil i løbet af 2023 møde udfordringer med høje udbudspriser, der påvirker projektøkonomien og kræver store investeringer, der med høj rentesats og garantiprovision presser selskabs- og brugerøkonomien og i sidste ende bestyrelsens risikovillighed.
Derfor er der al mulig grund til at sende det klare signal til kommunens økonomiafdeling, at deres kreditvurdering vil have betydning for kommunens varmeplanlægning og udpegning af potentiale for fjernvarme.
Alternativ finansiering?
Derudover skal man have for øje, hvad det koster at låne til projekterne udenfor kommunekredit. Det er den samlede udgift til finansieringen, der skal vurderes, og hvis kommunen opkræver en garantiprovision, og den dertilhørende rente overstiger det almene lånemarked, bør man vurdere de forskellige fordele ved de forskellige lån.
Hvad er en rimelig risikovurdering?
Dansk Fjernvarme vil generelt anbefale, at kommunen vurderer fjernvarmeselskabers betalingsevne som minimum ”stærk eller tilfredsstillende”. For når fjernvarmen bliver etableret i nye områder i forlængelse af nuværende, bør selskabets nye aktiviteter ikke vurderes til at forringe selskabets betalingsevne.
Etableringen af fjernvarme i nye områder realiseres kun, hvis der er tilstrækkelig opbakning, og hvis tilslutningsprocenten sikrer god økonomi for fjernvarmeprojektet og dermed en automatisk beskyttelse af selskabets grundlæggende økonomi.
Derfor er der en automatisk sikkerhed for, at fjernvarmen ikke mister sin betalingsevne, fordi man kun investerer, når der er sikkerhed for et varmesalg, der dækker udgifter til varmeproduktion og lån.
Eksempler på garantiprovisionens betydning for konverteringsprojekter
En simpel selskabsøkonomisk beregning viser resultaterne af garantiprovisioner. Hvis vi tager to projekter; et til 42 mio. kroner og et til 187 mio. kroner, vil det betyde følgende:
Ved et konverteringsprojekt af 200 husstande på 42 mio. kr. regnes der i eksemplet med en rente på 2 % og en garantiprovision på 0,55 % løbende. Her giver projektet et selskabsøkonomisk overskud efter 11 år.
Ændres garantiprovisionen til 2 % giver projektet først et selskabsøkonomisk overskud efter 21 år. Så blot et en stigning på ca. 1,5 % har voldsom indflydelses på selskabsøkonomien i projekterne.
Ved et konverteringsprojekt af 700 husstande til 195 mio. kr. regnes der igen med en rente på 2 % og en garantiprovision på 0,55 % løbende. Her er billedet det samme hvis garantiprovisionen stiger til 2 %.
Med 0,55 % i garantiprovision giver projektet et selskabsøkonomisk overskud efter 10 år. Stiger garantiprovisionen til 2 % flyttes balancen i projektet, så det først giver et overskud efter 18 år.
Fælles for begge eksempler er at en stigning af garantiprovisionen fra blot 0,55 % til 2 % fordobler tilbagebetalingstiden for konverteringsprojekter.
Dermed har kreditvurderingen en rigtig stor betydning for muligheden for konverteringsprojekter og den grønne omstilling.
Dansk Fjernvarme afholder Temadag om seneste lovgivning, hvor vi har garantiprovision på programmet og Jens Lundager fra KommuneKredit kommer + BDO.
Skriv kommentar