Gå til hovedindhold
Medlemmer
Ledelse & Bestyrelse

Høje Taastrup ansætter ny direktør

Det bliver Thomas Hopp, der fra den 1. februar overtager direktørposten i Høje Taastrup Fjernvarme efter Astrid Birnbaum, der går på pension.

22. dec. 2023
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Thomas Hopp tiltræder 1. februar 2024 som direktør for Høje Taastrup Fjernvarme. Thomas Hopp kommer fra en stilling som distributionschef i VEKS, og før det har han i en lang årrække arbejdet som chef og direktør i forsyningsselskabet Fors A/S.  

    - Vi har i bestyrelsen haft et ønske om at finde en person, der kan fortsætte arbejdet i vores fjernvarmeselskab med at udvikle nye løsninger og udbrede fjernvarmen. Det er vigtigt for bestyrelsen, da vi ønsker, at selskabet fortsat skal spille en væsentlig rolle i omstillingen til grøn varmeforsyning, udtaler formand for bestyrelsen, Nils Olsen.

    Han fortsætter:

    - Vi er i bestyrelsen enige om, at Thomas kan videreudvikle selskabet til gavn for den grønne omstilling og alle vores kunder.

    Thomas Hopp er 56 år og jurist af uddannelse. Han har tidligere arbejdet i bl.a. Energistyrelsen, Københavns Energi (HOFOR), Holbæk Forsyning, Fors og senest i VEKS med udbygningen af fjernvarme i Køge og Tranegilde.

    - Jeg glæder mig til at stå i spidsen for en ambitiøs virksomhed, hvor der er plads og vilje til at tænke nyt. Udfasningen af gas- og olieopvarmning er en afgørende og vigtig samfundsopgave, som Høje Taastrup Fjernvarme fortsat skal være med til at løfte. Samtidig er jeg optaget af, at både nuværende og nye kunder oplever produkt, priser og service som attraktive og konkurrencedygtige. Det er en af nøglerne til fortsat succes med at konvertere til grøn fjernvarme, siger Thomas Hopp.   

    Thomas Hopp afløser Astrid Birnbaum, der efter godt 7 år som direktør i Høje Taastrup Fjernvarme har ønsket at gå på pension.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...