Køge Fjernvarme påbegynder fjernvarmeudbredelse
Efter nøje planlægning og forberedelse har Køge Fjernvarme nu påbegyndt nedgravningen af fjernvarmerør i Køge Nord.

Køge Fjernvarmes kunder i den nordlige del af Køge kan godt begynde at se frem til tilbuddet om, at komme på fjernvarmenettet, efter at Køge Fjernvarme netop har påbegyndt gravearbejdet, som skal sikre fjernvarmeudbredelse til ca. 8.000 ejendomme i Køge By.
Udbredelsen kommer efter at Køge Fjernvarme tilbage i marts 2022 fik et tilskud på 17 millioner kroner fra fjernvarmepuljen, som skal sikre, at Køge Fjernvarme kan ændre rækkefølgen af deres naturgaskonverteringer og dermed få udbredt fjernvarmen hurtigere.
– Det er lidt for tidligt at udmelde en præcis dato for, hvornår kunderne kan blive koblet på fjernvarmen, men et forsigtigt gæt lyder på andet kvartal 2024.
Nu kan man så tage hul på udrulningen af fjernvarme i Nylandsvejskvarteret, og det skaber stor glæde hos Køge Fjernvarme, hvor man ser det som en stor milepæl for konverteringsarbejdet.
– Det er en vigtig milepæl, vi passerer. Vi graver nu rørene ned og etablerer stikledninger til de enkelte boliger, så de nye kunder i nær fremtid kan erstatte den fossile gas med grøn og nem fjernvarme. De cirka 1.650 boliger i Nylandsvejskvarteret er de første af cirka 8.000 nye kunder, som kan få fjernvarme, fortæller distributionschef i Køge Fjernvarme, Thomas Hopp.
Står klar til at hjælpe
Hos Køge Fjernvarme anerkender man, at det for nogen kan være en stor omvæltning at skifte varmeforsyning. Udrulningen af fjernvarmen vil derfor foregå trinvist for at sikre en smidig overgang for kunderne.
Køge Fjernvarme arbejder tæt sammen med kommunen og entreprenør for at sikre, at etableringen af fjernvarme sker så hurtigt som muligt til mindst mulig gene - også for områdets trafikanter.
– Det er lidt for tidligt at udmelde en præcis dato for, hvornår kunderne kan blive koblet på fjernvarmen, men et forsigtigt gæt lyder på andet kvartal 2024, siger Thomas Hopp.
– De nye fjernvarmekunder bliver snart en del af vores fælles indsats for at beskytte miljøet og skabe en mere grøn by.
Derudover står Køge Fjernvarme klar til hjælpe og rådgive kunder som har tvivl og spørgsmål, samtidig med at man har indført en tryghedsordning, som skal sikre, at de kommende kunder kan få deres fyr udskiftet med et nyt, hvis det skulle gå i stykker inden kunden har fået tilbudt fjernvarme.
– Køge Fjernvarme står naturligvis klar med at informere og rådgive, så tilslutningen til fjernvarme ude hos den enkelte kunde bliver nem og problemfri, slutter Thomas Hopp.
Skriv kommentar