Gå til hovedindhold

Nyt inspirationskatalog viser vej til digitale fremskridt

Dansk Fjernvarme og Grøn Energi har færdiggjort et inspirationskatalog med 18 cases om digitalisering og datadreven drift i fjernvarmen. Kataloget kan læses online nu.

30. mar. 2023
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Da Dansk Fjernvarme for to år siden søsatte et fyrtårnsprojekt, der skulle bane vejen for, at 100.000 fjernvarmekunder skulle opnå fordele ved øget digitalisering, var det med en ambition om at fremme og inspirere fjernvarmeselskaberne til at sætte ekstra turbo på de digitale fremskridt. Blandt andet ved at udskifte manuelle afregningsmålere med fjernaflæste, digitale målere.

I de to år, der er gået, har Dansk Fjernvarme systematisk arbejdet på at indsamle viden om – og eksempler på – initiativer inden for digitalisering i branchen. Simpelthen for at få et mere præcist billede af, hvilke områder digitale redskaber kan bringe branchen fremad på i bestræbelserne på at skabe en mere grøn og effektiv forsyning.

Inspirationskatalog ligger klar

Det arbejde har nu nået en foreløbig kulmination med det inspirationskatalog om digitalisering og datadreven drift i danske fjernvarmeselskaber, Dansk Fjernvarme har udgivet, og som er sendt ud sammen med dette magasin.

– Det, vi har oplevet, er en stor iver og udvikling i branchen. Allerede nu kan op imod en million fjernvarmekunder mærke fordelene ved at have en lavere varmeregning, som de opnår på grund af en bedre afkøling og en temperaturoptimering i varmeleverancen. Alt sammen fordi digitale værktøjer baner vej for optimering, fortæller seniorkonsulent Steen Kramer Jensen, Dansk Fjernvarme.

Han tilføjer, at digitaliseringen samtidig har styrket selskabernes kundekontakt, og at forbrugernes overblik over deres varmeforbrug er forbedret hos de selskaber, der har investeret i fjernaflæste målere med hjemtagning af data på minimum døgnbasis.

– Det er glædeligt, at store dele af branchen er godt i gang med at plukke de digitale frugter, konstaterer Dansk Fjernvarmes direktør, Kim Mortensen – og fortsætter:

– Vi vil gerne bringe det hele længere frem, for der er mere at hente. Derfor har vi samlet eksempler og udgivet et inspirationskatalog. Med det i hænderne kan fjernvarmeselskaberne inspirere hinanden og bringe branchen videre – men vi håber også, at samarbejdspartnere i industrien og mange andre vil læse med, så vi sammen kan udvikle fremtidens digitale løsninger til fjernvarmebranchen.

Skriv kommentar

Andre klikkede på...