Gå til hovedindhold
Dansk Fjernvarme
Medlemmer

PULS 2023: Usikkert elmarked og presset økonomi udfordrer mange fjernvarmeselskaber

Det årlige arrangement for bestyrelser og medarbejdere i fjernvarmesektoren vil bl.a. have fokus på, hvordan bestyrelser og ledelser kan blive bedre til at håndtere risikostyring.

2. maj 2023
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk
20220622-PULS-Kolding-083-

Indhold

    Dansk Fjernvarme afholder igen i år sit årlige træf for bestyrelser og medarbejdere, PULS. I 2023 bliver det med fokus på bestyrelsesarbejde, økonomi- og risikostyring samt diversitet i bestyrelsesarbejde og beslutninger.

    Direktør Kim Mortensen håber, at så mange medlemmer af Dansk Fjernvarme som muligt prioriterer at komme til Fjernvarmens Hus den 22. juni. Han lover til gengæld, at de får masser af inspiration med hjem fra Fjernvarmens Hus i Kolding.

    - Vi har bl.a. valgt at have fokus på risikostyring, fordi vi ved, at det er noget, som optager mange af vores medlemmer, fordi det er aktualiseret af, at mange selskaber enten er i gang med eller står overfor at skulle tage stilling til store investeringer og konverteringsprojekter. Og det skal altså ske i en tid, hvor der er stor usikkerhed på mange punkter i forhold til økonomien og et yderst usikkert energimarked, siger Kim Mortensen.

    Dagen bliver netop indledt med et oplæg fra økonomiprofessor og forhenværende økonomisk vismand, Michael Svarer, der sætter rammen med et oplæg om dansk og europæisk økonomi og ikke mindst, hvad det er for en fremtid vi bevæger os ind i.

    - Det skal gerne sætte rammen for en debat om risikostyring i ledelser og bestyrelser i en tid, hvor usikkerheden vel næppe har været større, siger Kim Mortensen.

    Rekruttering og energifællesskaber

    Derudover vil PULS 2023 også byde på oplæg og debat om rekruttering af flere unge og flere kvinder i bestyrelser, ledelser og medarbejderstaben i det hele taget. Det er der et behov for, og medlemmerne efterlyser input, forklarer Kim Mortensen.

    - Det sørger vi for på PULS 2023, hvor vi har indlæg om, hvordan vi bliver bedre til at tiltrække nye medarbejdere og bestyrelsesmedlemmer, samt at vi som branche bliver bedre til at arbejde med diversitet, siger han.

    Kim Mortensen nævner selv, at en del af løsningen for fjernvarmeselskaberne – også i forhold til rekruttering - kan være at arbejde med en større grad af involvering med lokalsamfundet og lokale energifællesskaber.

    - Derfor bliver også fjernvarmens bidrag til energifællesskaber og involvering centrale temaer på PULS 2023. Det sker med deltagelse fra foreningen ”Deltager Danmark” samt eksempler fra lokalsamfund, hvor energifællesskaber er en del af den lokale energiforsyning, forklarer Kim Mortensen.

    Derudover der som altid en række minisessioner, hvor de gennemgående temaer foldes ud og debatteres deltagerne i mellem, ligesom det også danner rammen for vidensdeling og læring deltagerne imellem.

    Dagen afsluttes med et kik ind i det politiske maskinrum på Christiansborg samt den tilbagevendende menu ”streetfood og et enkelt glas koldt øl”. 

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...