Så er der generalforsamling igen
Dansk Fjernvarme er klar til at afholde sin ordinære generalforsamling. Det sker torsdag den 27. april i Kolding - bl.a. med valg til bestyrelsen fra to valggrupper.

April er ensbetydende med generalforsamling i Dansk Fjernvarme, og i år bliver den afholdt torsdag den 27. april på Scandic Hotel i Kolding. Medlemmerne er varslet på vanlig vis, så alt er klart til den ordinære generalforsamling.
I år er der valg til bestyrelsen fra to af de i alt seks valggrupper, der vælger medlemmer af bestyrelsen. Det drejer sig om valggrupperne IV og V – det er fjernvarmeselskaber med et årligt varmesalg under 50 TJ henholdsvis transmissionsselskaberne.
For transmissionsselskabernes vedkommende er Steen Christiansen fra VEKS på valg, og han genopstiller. Den nuværende suppleant, Allan S. Andersen fra CTR er ligeledes på valg og kan også genvælges.
For Valggruppe IV er det en anelse anderledes, fordi der ikke skulle have været valg til bestyrelsen fra denne valggruppe.
Ole Worm fra Hashøj Kraftvarmeforsyning døde dog for nylig, og der er p.t. ingen suppleant fra valggruppen. Derfor skal der på generalforsamlingen både vælges et medlem af bestyrelsen og en suppleant.
Der er som nævnt tale om en ordinær generalforsamling, så medlemmerne vil kunne opleve formand Jesper Frost Rasmussen aflægge beretning for bestyrelsen, ligesom årsrapporten bliver fremlagt til godkendelse på lige fod med budgettet for næste år.
Generalforsamlingen begynder kl. 10.30 med efterfølgende frokost.
Skriv kommentar