Skægkær og Sejling siger ja til fjernvarme
Borgerne i Skægkær og Sejling kan nu begynde at glæde sig til at skrue op for fjernvarmen. Med en foreløbig tilslutning på 64 procent kan Silkeborg Forsyning nemlig bringe fjernvarme til de to byer.

I de seneste måneder er der dukket flere og flere små skilte op i forhaverne i Skægkær og Sejling med budskabet: ”Jeg har valgt fjernvarme”.
Borgerne i de to byer har i en kampagneperiode fra den 1. september og til og med den 30. november 2023 kunnet tilmelde sig fjernvarme fra Silkeborg Forsyning. Og det tilbud er der rigtig mange, som har valgt at takke ja til.
Målet for tilslutningen i Skægkær og Sejling var mindst 60 procent. Med en tilslutning på 64 procent kan de to byer nu komme med på den nemme, konkurrencedygtige og klimavenlige fjernvarme fra Silkeborg Forsyning.
- Vi er meget glade for, at borgerne i Skægkær og Sejling bakker op om at få fjernvarme. Gennem kampagneperioden har borgerne udvist stort engagement for at komme over på den fremtidssikre og klimavenlige fjernvarme. Vi ser frem til at byde dem velkommen som fjernvarmekunder, siger direktør hos Silkeborg Forsyning, Jens Bastrup.
Udover Skægkær og Sejling inkluderer projektet også 15 adresser i Balle, som er blevet tilbudt fjernvarme under samme kampagne.
- De to succesfulde projekter i Grauballe og Skægkær/Sejling er kun begyndelsen. Vores ambitioner for fjernvarmen i Silkeborg Kommune er meget større
Silkeborg Forsyning går nu videre med arbejdet med at få etableret fjernvarmenettet i området, herunder udbud af grave- og rørarbejdet.
Opbakning varmer godt op til kommende fjernvarmeprojekter
Tidligere på året afviklede Silkeborg Forsyning fjernvarmekampagne i Grauballe, hvor tilslutningen ved kampagnens afslutning den 1. juni lå på 64 procent. Langt over målet på 30 procent.
At fjernvarmeprojektet i Skægkær og Sejling nu også opnår god opbakning viser, at der er stor interesse for Silkeborg Forsynings tilbud om fjernvarme.
Det tegner godt for de kommende fjernvarmeprojekter, som dog stadig bliver udfordrende at få i mål, fortæller Jens Bastrup:
- De to succesfulde projekter i Grauballe og Skægkær/Sejling er kun begyndelsen. Vores ambitioner for fjernvarmen i Silkeborg Kommune er meget større. De næste projekter kan dog kun lade sig gøre, hvis vi endnu en gang opnår stor opbakning. Det bliver en udfordrende opgave, der vil kræve omfattende og synlige kampagner og mange ressourcer. Vi ser frem til at trække i arbejdstøjet og komme i dialog med de fremtidige fjernvarmekunder.
Inden for de kommende år planlægger Silkeborg Forsyning at tilbyde fjernvarme til Resenbro og Skærbæk, Virklund, Sejs-Svejbæk, Them, Salten og Knudlund, Høje Kejlstrup og Voel.
Fjernvarmeunit på abonnement er eftertragtet
Silkeborg Forsyning tilbyder en ny abonnementsordning på en fjernvarmeunit, som går under navnet Unit⁺. I første omgang er Unit⁺ blevet tilbudt til kunderne i de to nye fjernvarmeområder Grauballe og Skægkær/Sejling.
Den nye abonnementsordning er eftertragtet. Størstedelen af de kommende fjernvarmekunder har valgt Unit⁺ ordningen.
Unit⁺ er en abonnementsordning, hvor du lejer en fjernvarmeunit for et fast månedligt beløb. Prisen er pt. 215 kr. pr. måned.
Med Unit⁺ undgår du selv at købe en fjernvarmeunit, som er en dyr engangsomkostning.
Silkeborg Forsyning er ansvarlig for, at fjernvarmeunitten fungerer korrekt. Levering, installation, drift og vedligehold er derfor en del af abonnementet.
Skriv kommentar