SONFOR tager første spadestik til ny varmepumpe
Der er nu taget hul på etableringen af en ny varmepumper, der skal styrke den grønne varmeforsyning på Nordals.

Christian Udby, direktør i SONFOR, Tom Hartvig Nielsen, næstformand i SONFOR, og Morten Birch, teknikdirektør i Verdo ved byggegrunden i Havnbjerg. Foto: SONFOR.
SONFOR fortsætter sit arbejde med at sikre grøn varme til Nordborg og den nordlige del af Als. I sidste uge tog man således de første spadestik til en byggeriet af en ny varmepumpe, der skal etableres ved det eksisterende fjernvarmeværk i Havnbjerg.
Varmepumpen er en strategisk udvidelse af den grønne fjernvarmeforsyning på Nordals, som i første omgang skal bruges til at forsyne Nordborg Resort med bæredygtig varme.
- Investeringen i varmepumpen styrker den bæredygtige fjernvarmeforsyning på Nordals. Det er et positivt bidrag til den grønne omstilling og vil skabe et solidt fundament for fremtidig vækst og udvikling i området, da det vil åbne op for muligheder med sektorkoblingen, udtaler bestyrelsesformand Ellen Trane Nørby.
Hun var ikke selv tilstede ved begivenheden, men var repræsenteret af såvel næstformand for bestyrelsen, Tom Hartvig Nielsen, samt administrerende direktør for SONFOR, Christian Udby. Også Morten Birch, teknikdirektør i Verdo, var udstyret med en spade til at klare det første formelle gravearbejde.
Den grønne strøm, der driver varmepumpen, sikrer, at den producerede varme også er 100 % grøn og uden CO2-udledning. Varmepumpen er en vedvarende varmekilde, der er fossilfri og uafhængig af biobrændsel, hvilket er et værdifuldt skridt mod en fossilfri fremtid.
SONFOR forventer at være færdige med etablering af varmepumpen i slutningen af 2024, og kan producere fjernvarme fra anlægget i starten af 2025.
Varmepumpen vil ikke kun være til gavn for miljøet, men er også attraktiv i forhold til sektorkobling og muliggør samarbejder med f.eks. elselskaber om systemydelser.
Fakta om varmepumpen
Kapacitet: Varmepumpen har en kapacitet på 8,5 MW
Forventet årsproduktion: 14.000 MWh
Planlagt afslutning af byggeriet: Slutningen af 2024
Planlagt drift: I drift fra primo 2025
Skriv kommentar