Tårnhøje energipriser er lidt gået i glemmebogen
Ude af øje ude af sind: 6 ud af 10 boligejere er ikke lune på energiforbedringer her godt et år efter, at energipriserne pludselig steg voldsomt

Udskiftning af vinduer er en af de mest populære tiltag blandt dem, der har eller vil energiforbedre boligen. Foto: Home.
Energipriserne steg kraftigt i slutningen af 2022 – blandt andet som følge af Ruslands invasion af Ukraine - og det betød kraftigt stigende varme- og elregninger til mange danske boligejere. Men ifølge ejendomsmæglerkæde Home er de tårnhøje varme- og elregninger tilsyneladende gået lidt i glemmebogen hos mange danske boligejere.
Sammen med analysevirksomheden YouGov har ejendomsmæglerkæden Home undersøgt, hvor mange boligejere, der har energiforbedret deres bolig – eller har planer om det – i halen på de voldsomme stigninger i energipriserne tilbage i 2022.
Undersøgelsen blandt ca. 1.200 boligejere viser, at ca. 60 % ikke har foretaget forbedringer eller har planer om at gøre det som følge af de stigende energipriser, der siden er aftaget igen.
- Det er lidt overraskende, at så mange boligejere ikke har eller vil foretage sig noget, når vi ser, hvor sårbare mange er over for pludseligt stigende energipriser udløst af kriser og krig rundt om i verden, men det er nok lidt ”ude af øje, ude af sind”, konstaterer Henrik Hauthorn Jensen, der er boligmarkedsanalytiker i Home.
I Energihjem.dk, som er en portal for husejere, der ønsker at energirenovere eller klimatilpasse, konstaterer man også, at gassen er gået af lysten til at energiforbedre boligen:
- Vi så et kæmpe boom i energirenoveringer i 2022 i forbindelse med de stigende energipriser. Men i år er gassen i den grad gået af ballonen i takt med, at energipriserne er faldet igen. Dette på trods af, at der er åbnet puljer med tilskudsmidler, og virksomhederne er klar til at håndtere opgaverne, siger kommunikationschef i Energihjem, Maria Carlsen.
Boligejernes Top 3 i energiforbedringer
Undersøgelsen fra YouGov og Home viser, hvilke energiforbedringer, der er mest populære blandt de boligejere, som trods alt har foretaget eller vil foretage energiforbedringer i hjemmet.
Her er det udskiftning af olie- eller naturgasfyr med en anden varmekilde, der topper sammen med udskiftning af gamle vinduer til nye energiruder.
Til begge energiforbedringer er det 13 % af boligejerne, der svarer, at de har været i gang med eller har planer om at skifte til anden varmekilde eller nye vinduer.
8 % har isoleret tag eller loft eller har planer om det.
Kilde: YouGov for Home, okt. 2023, 1.204 med ejerbolig/andelsbolig har svaret i undersøgelsen.
Skriv kommentar