Truslen om cyberangreb er faldende
EnergiCERT sænker nu trusselsniveauet fra GUL til BLÅ, fordi man vurderer, at der er faldende risiko for, at angreb vil påvirke kritisk infrastruktur.

Så sent som i slutningen af februar hævede EnergiCERT trusselsniveauet for bl.a. fjernvarmeselskaber. Nu er vurderingen ændret, og derfor sænker det fælles cybersikkerhedscenter for energisektoren nu trusselsniveauet fra GUL til BLÅ – det næstlaveste trusselsniveau.
Den nye vurdering er udsendt den 14. marts, og selv om der fortsat er en reel trussel for cyberangreb, så er den generelle risiko for hackerangreb fortsat til stede. Risikoen for angreb, der vil påvirke kritisk infrastruktur som fx fjernvarmeforsyningen, er dog faldende.
- Den nye lavere trusselsvurdering kommer i kølvandet på, at der har været en række DDoS angreb med overbelastning af bl.a. hjemmesider for en række organisationer i Danmark og Europa. Disse angreb kan være forstyrrende for normal drift, men har ikke karakter af påvirkning af kritisk infrastruktur, siger udviklingschef Kim Behnke om den ændrede trusselsvurdering fra EnergiCERT.
Han benytter samtidig lejligheden til at opfordre medlemmer af Dansk Fjernvarme til at få deres medlemskab af EnergiCERT aktiveret, hvis det ikke er sket endnu. Alle medlemmer af Dansk Fjernvarme får deres medlemskab af EnergiCERT betalt via kontingentet, men medlemskabet skal aktiveres af de enkelte fjernvarmeselskaber.
- Når I får aktiveret medlemskabet, får I fremadrettet direkte besked, når eller hvis der er trusler mod jeres selskab. Men det forudsætter, at I har aktiveret jeres medlemskab med bl.a. kontaktoplysningerne, som EnergiCERT har brug for, hvis de skal rette henvendelse til jer, forklarer Kim Behnke.
Tilmeldingen skal ske på: https://energicert.dk/medlemskabstyper/ - vælg da medlemskab via brancheforening.
Skriv kommentar