Gå til hovedindhold
Konverteringer
Projekter & Planlægning

Udvidelsesprojekter skal tænkes godt igennem

Rigtig mange fjernvarmeselskaber arbejder på udvidelsesprojekter, hvor det er vigtigt nøje at overveje, hvordan man griber det an. Grøn Energi byder på temadag med fokus på netop det.

11. jan. 2023
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Mikkel Lysgaard, mil@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Der er et enormt behov og ønske om at få udfaset gas og olie fra opvarmningen af de danske boliger. Fjernvarmeselskaber over hele landet er derfor i fuld gang med at overveje, hvordan de kan tilrettelægge udvidelsesprojekter for at få flere over på fjernvarme.

    Men der er en lang række ting, som ikke mindst bestyrelserne i fjernvarmeselskaberne nøje skal overveje, inden de kaster sig ud i projekteringen – og det vigtigste er nok, at selskaberne skal risikoafdække sig i så stort omfang, det er muligt. Hvordan og hvorfor er nogle af de emner, som Grøn Energi sætter fokus på ved en temadag den 25. januar.

    - Vi ser lige nu inflationsniveauer, der galoperer afsted, så priser på projekt- og anlægsarbejder stiger lukt ind i himlen. Derfor er det vigtigt for selskaberne at risikoafdække den investering, som skal til, siger økonomisk konsulent i Varmefaglig Afdeling, Jesper F. Brandt.

    Han forklarer, at fjernvarmeselskaberne i processen fra indhentning af tilslutninger til fjernvarmeprojekterne og frem til den reelle tilslutning fx risikerer, at kunderne forsvinder af forskellige årsager. Det kan forringe økonomien, så projektet ikke længere er økonomisk holdbart.

    - Derfor kan en højere start betaling end 0 kr. være med til at skabe et større hæftelse fra kunden til fjernvarmeselskabet. Omvendt skal vi heller ikke have en for høj pris for tilslutning, da vi i så fald risikerer at knap så ressourcestærke forbrugere vælger et andet alternativ, forklarer han og tilføjer:

    - Det handler med andre ord om, at fjernvarmeselskaberne skal finde den magiske pris, der balancerer alle faktorer. Og det helt centrale spørgsmål er selvfølgelig, om vi kan det? Muligvis ikke, men vi kan tage drøftelserne og gøre os tankerne, så det er med i beslutningsprocessen.

    Tankerne bliver også delt på temadagen, der bliver afholdt den 25. januar i Fjernvarmens Hus i Kolding. Det sker via en række oplæg fra medlemmer af Dansk Fjernvarme, der har været igennem mange af de førnævnte overvejelser og dermed kan dele deres erfaringer med øvrige medlemmer.

    Det vil være muligt at høre fra Høje Taastrup Fjernvarme om vigtigheden af en høj tilslutningsprocent fra starten af projektet, mens Næstved Fjernvarme vil have fokus på de risici, som fjernvarmeselskabet skal overveje.

    Der vil også være eksterne indlægsholdere – bl.a. Daniel Møller Sneum fra DTU, der vil tale om, hvilke parametre der er vigtige for en god businesscase for både kunder og fjernvarmeselskab.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...