Gå til hovedindhold
Varmekilder
Produktion
Medlemmer

Vestforbrænding: Der er nok fjernvarme trods lavere brændselsmængder

Selv om fremtiden byder på faldende affaldsmængder til forbrænding og mere til genbrug, forsikrer Vestforbrænding sine kunder om, at der fortsat vil være en høj forsyningssikkerhed for fjernvarmen.

25. aug. 2023
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk
  • Læs op

Indhold

    På trods af faldende affaldsmængder, forsikrer Vestforbrænding deres kunder om, at der fremover vil være fjernvarme nok. Den positive melding skyldes blandt andet, at man hos Vestforbrænding har arbejdet på at få en kombination af forskellige varmekilder i stand, så man sikrer forsyningssikkerheden for sine fjernvarmekunder. 

    Som et resultat af at større affaldsmængder bliver genanvendt, fremfor at blive brugt som brændsel, er der hos Vestforbrændings fjernvarmekunder nemlig opstået bekymring om, hvor varmen skal komme fra.

    For selvom genbrugen af mere affald resulterer i et bedre klima, betyder dette også lavere brændselsmængder for Vestforbrænding, hvor godt 95 pct. af den fjernvarme de producerer, i dag er baseret på netop affald som brændselskilde.

    Fjernvarmen forbliver fleksibel

    Vestforbrændings distributionschef, Søren Løgstrup Hansen kan dog berolige kunderne med, at man hos Vestforbrænding er på forkant med forsyningen, og kunderne skal derfor hverken være bekymret for at forsyningssikkerheden falder, eller at fjernvarmepriserne stiger.

    - Vestforbrænding arbejder på at tilbyde fjernvarme til 35.-40.000 nye kunder i syv kommuner i løbet af de kommende år. Når det kan lade sig gøre samtidig med, at vi reducerer mængden af affald til forbrænding, så er det fordi, fjernvarme er et fleksibelt system, som kan kombinere forskellige varmekilder – både interne og eksterne, fortæller Søren Løgstrup Hansen, som understreger, at netop fleksibilitet gør fjernvarme til en stabil og fremtidssikker varmekilde.

    - Og der bliver brug for systemets fleksibilitet, når Vestforbrænding i fremtiden skal producere yderligere 700.000-1.000.000 MWh varmekapacitet til de mange nye kunder. Det er næsten dobbelt så meget varme, som vi producerer i dag,” siger Søren Løgstrup Hansen.

    Fjernvarmen er ventetiden værd

    Netop derfor er man hos Verstforbrænding godt i gang med at etablere forskellige varmekilder, som skal sikre en stabil, klimavenlig og ikke mindst prisvenlig varmeforsyning, herunder et nyt CO2-fangstanlæg og jordvarme, samt energicentraller med varmepumper, elkedler, og akkumuleringstanke. Alt dette forventes ifølge Søren Løgstrup Hansen at stå klar som en del af Varmeplan 2030, og samtidigt tilføjer han:

    - Vi står overfor en kæmpe omstilling af vores fjernvarmeforretning. Men fjernvarme er ikke et quick-fix. Fjernvarme tager tid. Men når den først ligger der, så er det en fantastisk måde at akkumulere og distribuere energi på,” siger Søren Løgstrup Hansen, og fortsætter:

    - Men fjernvarmen er værd at vente på, og vi glæder os i den grad til at skrue op for den nye og kommende generation af den. Og der bliver nok af den, slutter Søren Løgstrup Hansen.

    Det forventes at Vestforbrænding indgår entreprenøraftaler for udrulningen af fjernvarmen inden udgangen af oktober.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...