Vindmøller og solceller er ikke de værste naboer
Modstanden mod vindmøller og solcelleparker som nabo er langt mindre end mod veje og baneskinner. Det viser en undersøgelse fra YouGov og Home.

Nu er der sat tal på, hvordan danskerne ser på naboskabet til vindmøller og solcelleparker kontra andre ting – som fx veje og baneskinner. Og der er faktisk langt større utilfredshed eller frygt for at blive nabo til baneskinner end vindmøller.
- Det er umiddelbart et fåtal af os, der ligefrem ser vindmøller og solceller som de mest uønskede naboer. Langt flere har f.eks. jernbane eller en trafikeret vej som det værste naboskab, siger Michael Dalsager, der er senior kommunikationskonsulent i Home.
Undersøgelsen – et spørgeskema – er udført af YouGov for Home, og den skal ifølge de to parter give et hint om, hvordan danskerne ser på det at være nabo til grøn energi. Og som nævnt, så er det måske overraskende få, der er modstandere af fx vindmøller og solcelleparker, fremgår det af en pressemeddelelse fra Home.
- Hver 11. dansker (8,8 %) mener, at vindmøller er en af de tre værste naboer, de kan forestille sig at få.
- Hver 24. dansker (4,1 %) peger på en solcellepark.
Det er, skriver Home, interessant, fordi regeringen vil gøre det lettere at opføre energiparker på land og lokker med højere kompensation til naboerne til vindmølle- og solcelleanlæg. Målet er mere grøn energi.
Der er dog geografiske forskelle på indstillingen til energiproduktion fra vind og vejr. Undersøgelsen peger således i retning af, at modstanden mod vindmøller er størst i det vest- og sydjyske. I Sydjylland er det 12,7 % af de adspurgte, der har vindmøllerne på listen, mens det er 12,0 % i Vestjylland.
I målingen er danskerne også spurgt til en række andre naboer - så som trafikerede veje, jernbaner og landbrug. Og naboskab til byggerier, tekniske anlæg, baner og veje - og særligt nye projekter – vækker bekymring, påpeger mæglerkæden.
Undersøgelsen viser også at:
- Flere end hver fjerde (27,9 %) har jernbane blandt de værste naboer og hver tredje (32,5 %) har en trafikeret vej.
- Det giver en placering som henholdsvis nummer 3 og 4 på listen over det værst tænkelige naboskab.
- Vindmøller er nede på 9. pladsen og solceller på 14. pladsen ud af 15 svarmuligheder.
Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov for ejendomsmæglerkæden Home inden regeringens energiudspil om flere energiparker og den forhøjede kompensation blev præsenteret 9. oktober, men hovedtræk i planen var dog allerede kendt via forskellige presseomtaler.
Skriv kommentar