10 år i København fejres med reception
Dansk Fjernvarmes kontor i København fylder dette efterår 10 år. Det bliver fejret den 21. november med en reception for tætte samarbejdspartnere, medlemmer og kollegaer på tværs.
Kontoret i København har 10 år på bagen dette efterår, og kontoret har bl.a. lagt lokaler til en række arrangementer som Nytårsstafet. Foto: Dansk Fjernvarme.
Da det for nu lidt over en dekade siden blev besluttet at Dansk Fjernvarme skulle have en skærpet kontakt til interessenter i Østdanmark satte man to gange Rune til at løfte opgaven. Rune Moesgaard og Rune Birk Nielsen har, sammen med andre gode kræfter, på ti år tidoblet antallet af medarbejdere i den københavnske fjernvarmeafdeling, der rummer kollegaer fra flere af afdelingerne i Dansk Fjernvarme.
I første omgang gik Dansk Fjernvarme sammen med vandselskabernes brancheforening, DANVA om et lejemål centralt i København. Senere kom også Brancheforeningen Cirkulær til.
- Da vi dengang besluttede at skabe et kontor i hovedstaden handlede det i høj grad om at komme tæt på de beslutningstagere, myndigheder og medier, der også har til huse på, eller tæt ved Slotsholmen. Derudover er der en række små og store medlemmer, som vi har haft god gavn af at rykke os tættere på rent fysisk fortæller Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme.
Tilmelding
Festlighederne finder sted den 21. november på den aktuelle adresse for kontoret i København på Vesterbrogade 6D 2 sal. Her er medlemmer, kollegaer og samarbejdspartnere velkomne mod tilmelding forud.
Tilmelding skal ske til kommunikationskonsulent Katrine Fugl på KAF@danskfjernvarme.dk
- Det har øget vores indflydelse på de beslutninger der tages om de rammevilkår og betingelser fjernvarmen lever under. Det gælder både de større, men ikke mindst de mindre værker, der også mærker den stigende opmærksomheds fra myndighederne. Jeg er stolt af alt det, vi igennem årene er lykkedes med, og det har været en klart medvirkende faktor, at vi har været tæt på beslutningstagere og samarbejdspartnere fortsætter han.
Værd at fejre
Intet godt samarbejde uden gode kollegaer. Og med to adresser i hver sin centrale ende af landet har det givet et større og bedre rekrutteringsgrundlag.
- Den store indsats, vi har set gennem årene, er båret af kollegaer med en høj faglighed og et stort netværk, der har givet vigtige budskaber luft under vingerne, fortæller Kim Mortensen.
- At vi også har kan rekruttere medarbejdere i hovedstadsområdet, har givet Dansk Fjernvarme en endnu stærkere stab, hvor mange fagligheder mødes om at varetage Dansk Fjernvarmes medlemmers interesser på forskellig vis. Det er jeg enormt stolt af, afslutter Kim Mortensen.
Katrine Fugl
Ansvarlig for Folkemødet og Energi på Toppen
Strategisk kommunikation
Mobil: +45 30 90 21 83
E-mail: kaf@danskfjernvarme.dk
Skriv kommentar