Aagaard skal stå skoleret i sag om skrottet pressemeddelelse
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har angiveligt lagt pres på Energinet for at ikke at udsende en pressemeddelelse om forsinkelse af en lang række elektrificeringsprojekter.

Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget under Folketinget kræver nu den ansvarlige minister, Lars Aagaard, i samråd. Her skal han forklare sit ministeriums rolle i en sag, hvor Energinet vælger ikke at udsende en pressemeddelelse, som virksomheden allerede havde gjort klar til offentliggørelse.
I alt otte partier i Folketinget uden om regeringen indkalder nu ministeren i samråd om sagen.
- Hvis ministeren har vidst det her og skjult den viden for Folketinget, så er det meget, meget, meget alvorligt. Og så er vi simpelthen nødt til at have en drøftelse af, om vi fortsat kan have tillid til ministeren, siger energi- og forsyningsordfører fir De Konservative, Dina Raabjerg.
Ud over De Konservative er Enhedslisten, De Radikale, SF, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne og Alternativet med i indkaldelsen til samrådet.
Sagens omdrejningspunkt er et udkast til en pressemeddelelse, som Energinet har klargjort mod slutningen af 2024. Energinet havde forinden lavet en analyse, der viste, at mere end halvdelen af de anlægsprojekter, der skal gøre energinettet klar til den grønne omstilling, er forsinket.
I den ikke udsendte pressemeddelelse, som mediet Zetland er i besiddelse af, beskriver Energinet de omfattende forsinkelser, og at disse vil få konsekvenser for både elpriser, klimaet og risikoen for strømafbrydelser.
Driftsdirektør Søren Dupont Kristensen erkender overfor Zetland, at der var et udkast til pressemeddelelse, og at det indgik i deres overvejelser om at kommunikere det. Han fortæller videre til Zetland, at Energinet valgte ikke at udsende pressemeddelelsen, og at det skete efter drøftelser med Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, som var enig i vurderingen.
Han husker ikke, om beslutningen var forbi Lars Aagaards bord. Det har ikke været muligt for Zetland at få et interview med ministeren, som er i USA.
Zetland skriver, at de har talt med Brian Vad Mathiesen, der er professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet, og Marie Münster, der er professor i energisystemanalyse ved DTU og medlem af Klimarådet.
Begge eksperter siger, at det ikke ud fra Zetlands dokumentation er muligt at vurdere, hvor store konsekvenserne af forsinkelserne bliver for den grønne omstilling.
Skriv kommentar