Gå til hovedindhold
PtX & CCUS
Medlemmer

ARGO tager næste skridt i arbejdet med CO₂-fangst

Ejerkommunerne bag ARGO har netop godkendt, at ARGO kan arbejde videre med planerne om at etablere et CO₂-fangstanlæg på affaldsenergianlægget i Roskilde.

6. feb. 2025
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    ARGO er nu et skridt tættere på at kunne etablere et anlæg, der skal opfange CO2 fra det eksisterende affaldsenergianlæg i Roskilde. Bygningen vil komme til at indeholde et 30 til 40 meter højt anlæg, der opsamler CO2, så man kan reducere affaldsenergianlægget udledning af CO2.

    Ejerkommunerne har nemlig netop besluttet at bakke op om at fortsætte arbejdet med at udvikle et CO₂-fangstanlæg.

    – CO₂-fangst er en central teknologi i arbejdet med at reducere klimabelastningen fra energiudnyttelse af restaffald. Derfor er vi glade for, at vores ejerkommuner støtter op om forarbejdet, så vi kan fortsætte den gode dialog om projektets videre udvikling, udtaler ARGOs bestyrelsesformand, Tomas Breddam.

    Ny bygning ved Energitårnet

    I ARGOs strategi er fastsat et mål om CO₂-neutral affaldsenergi i 2030. Et mål som kun kan lykkes med CO₂-fangst.

    For at realisere projektet vil ARGO søge finansiering i den statslige pulje på 28 milliarder kroner, som netop er afsat til at udvikle og etablere fangstanlæg og lagringsmuligheder. Projektet kan kun realiseres, hvis ARGO søger og får del i puljen.

    – Jeg er glad for, at vi kan arbejde videre med projektet. Men før vores ejerkommuner kan træffe endelig beslutning, skal vi sammen sikre en både økonomisk og miljømæssig forsvarlig model. Det samarbejde ser jeg derfor frem til at fortsætte, siger ARGOs direktør, Trine Lindegaard Holmberg.

    Den første CO₂ skal fanges senest i udgangen af 2029

    ARGOs affaldsenergianlæg i Roskilde står for 0,5 procent af Danmarks samlede CO₂-udslip. Et CO₂-fangstanlæg vil gøre det muligt at opsamle CO₂ fra den røggas, som ARGOs affaldsenergianlæg udleder, så CO₂en kan lagres sikkert i stedet for at sive op i atmosfæren. Det kræver blandt andet en ny bygning ved Energitårnet. Bygningen vil indeholde et 30 til 40 meter højt teknologisk anlæg, der kan opsamle CO₂en.

    ARGO forventer svar på sin ansøgning til den statslige pulje i løbet af 2026. Hvis ARGO får del i puljen, er det planen, at den første CO₂ skal fanges senest i udgangen af 2029.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...