ARGO: Vi står stærkt i nyt affaldsmarked
Et overskud på 29,5 millioner kroner og markant fokus på CO2-fangst og genbrug. ARGOs årsresultat for 2024 viser både økonomisk styrke og grøn fremdrift.

Efter et afgørende år med målrettet forberedelse til selskabsgørelse og konkurrenceudsættelse af behandling af restaffald, præsenterer ARGOs årsresultat for 2024 nu et solidt økonomisk overskud på 29,5 millioner kroner og et markant øget fokus på genbrug og CO2-reduktion.
ARGO skriver i en pressemeddelelse, at de dermed står stærkt på det nye affaldsmarked – med stabil drift og ambitiøse klimamål.
– Med selskabsgørelsen har vi rustet ARGO til fremtiden med fokus på både stabil drift og grøn udvikling. Nu står vi stærkere end nogensinde, siger Tomas Breddam, der pointerer, at ARGO dermed også skaber værdi for sine ejerkommuner.
CO₂-fangst – en del af ARGOs langsigtede klimaindsats
I 2024 energiudnyttede ARGO godt 351.000 ton restaffald – svarende til varme til cirka 56.000 husstande og el til omtrent 81.000 husstande. Samtidig har selskabet arbejdet videre med muligheden for at etablere et CO₂-fangstanlæg ved Energitårnet i Roskilde. En løsning der har potentiale til at fange op til 350.000 ton CO₂ om året.
ARGO er nu blandt de ti selskaber, som Energistyrelsen har prækvalificeret til næste fase i vurderingen af støtte fra statens CO₂-fangstpulje. Først i april 2026 forventer Energistyrelsen at træffe endelig beslutning om støtte, men ARGOs arbejde med at afdække muligheder og forretningsmodeller fortsætter i 2025.
ARGO står stærkt i konkurrencen – vinder restaffald fra 16 kommuner
Efter et solidt 2024 er ARGO også kommet godt fra land i det nye affaldsmarked i 2025. Med vundne udbud om restaffaldsbehandling i 16 kommuner – herunder alle ni ejerkommuner – har ARGO sikret sig en stærk position i det nye konkurrenceudsatte affaldsmarked – og en solid bekræftelse af selskabets rolle som en pålidelig og konkurrencedygtig aktør i den grønne omstilling.
– Vi er stolte over det samlede resultat af udbuddene. Det viser, at vi er i stand til at matche både økonomi og kvalitet, og at vores åbne og transparente tilgang til udbudsprocessen bliver værdsat. At vi både fortsætter samarbejdet med vores ejerkommuner og samtidig tiltrækker nye samarbejdspartnere, er det bedst tænkelige resultat, siger Trine Lindegaard Holmberg, direktør i ARGO.
Aftalerne om behandling af restaffald gælder for cirka 644.000 borgere og træder i kraft den 1. juli 2025.
Skriv kommentar