Beredskabsministeren taler ved Nytårsstafet
NYTÅRSSTAFET: Dansk Fjernvarmes årlige Nytårsstafet får ministerbesøg af beredskabsminister Torsten Schack Pedersen
Hvert år markerer Dansk Fjernvarme starten på et nyt år med nytårsstafetten. Det er en tradition, hvor vi ikke kun ser tilbage på det forgangne år, men også ser fremad mod de udfordringer og muligheder, der venter i fremtiden.
I år bliver det med ministerbesøg, da Torsten Schack Pedersen – minister for beredskab og samfundssikkerhed – kommer forbi stafetten, der bliver afholdt den 17. januar på Dansk Fjernvarmes kontorer i København.
Torsten Schack Pedersen har siden sensommeren stået i spidsen for det nye ministerium for beredskab og samfundssikkerhed, og han vil ved Nytårsstafetten give friskt blik på energi- og forsyningssektorens rolle i den aktuelle beredskabsdagsorden.
- Det med stor glæde, at vi kan præsentere Torsten Schack Pedersen som en af de centrale talere ved fredagens nytårsstafet. Som en nøgleperson i arbejdet med Danmarks beredskab og krisehåndtering bringer han et perspektiv på, hvordan vi samlet står sammen i tider med forandringer og trusler udefra – noget især fjernvarmesektoren kender til som kritisk infrastruktur, fortæller direktør i Dansk Fjernvarme Kim Mortensen, der fredag er vært for nytårsstafetten.
- Jeg håber, at ministeren har fået øje på de tiltag og foranstaltninger, som vores medlemmer tager fat i for hver dag at sikre kritisk infrastruktur, fortsætter han.
Med et 2024, der har været præget af globale udfordringer, klimaforandringer og øget fokus på forsyningssikkerhed, vil ministeren dele sine tanker om, hvordan Danmark og den danske energiforsyning kan stå stærkere – ikke bare i dag, men også i fremtidens uforudsigelige landskab.
Udover Minister Torsten Schack Pedersen taler også formand for Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget, Rasmus Horn Langhoff, samt FNs ungdomsdelegat Mette Lundgaard.
Dansk Fjernvarmes nytårsstafet er en oplagt anledning til at skyde det nye år i gang med vigtige samtaler og fælles inspiration. Arrangementet er åbent for alle medlemmer og samarbejdspartnere.
Tilmelding sker til Katrine Fugl på kaf@danskfjernvarme.dk.
Skriv kommentar