CCS: Deadline for prækval nærmer sig
Fristen for at blive prækvalificeret til at søge den milliardstore CCS-udbudspulje er den 25. marts, og dermed nærmer Danmark sig en vigtig milepæl, der skal sikre den fortsatte grønne omstilling via fangst og lagring af CO2.

I begyndelsen af oktober 2024 sendte Energistyrelsen en pressemeddelelse ud, der annoncerede, at man fra styrelsens side havde ”trykket på startknappen for milliardudbud til CO₂-fangst og -lagring”. Konkret skete det i form af udbudsmaterialet for den nye CCS-pulje med frist for at blive prækvalificeret til at byde den 25. marts 2025.
Den dato er nu rykket helt tæt på, og Dansk Fjernvarme har en lang række medlemmer, der formentlig er med i feltet, der vil søge om at få del i de mange milliarder – 28,7 milliarder helt præcist – der skal sikre fangst og lagring af CO₂ allerede fra 2029 og hjælpe Danmark på vej mod klimaneutralitet.
I Dansk Fjernvarmes medlemskreds er bl.a. forsyningsselskaber og affaldsenergianlæg, der tilsammen huser mere end halvdelen af det vurderede samlede potentiale for CO2-fangst i Danmark på cirka 10 mio. tons CO2 i 2030.
- Der er et meget stort klimapotentiale i CO2-fangst fra vores kraftvarme- og affaldsenergianlæg. En stor del af dette potentiale skal nu indfries med det kommende udbud som vi og vores medlemmer ser meget frem til, siger Jannick Buhl, områdechef i Dansk Fjernvarme.
I sagens natur holder de potentielle udbudsansøgere kortene tæt til hånden, og derfor er det uvist, hvem og hvor mange der vælger at gå med i ansøgningen.
Dansk Fjernvarme har dog fastslået, at udbuddet er helt afgørende for, at Danmark får udviklet sin egen CCS-værdikæde, og at processen skal gøres klogt, så man fra myndighedernes side sikrer, at de afsatte støttemidler giver flest mulige CO2-reduktioner for pengene.
Samtidig har Dansk Fjernvarme på vegne af sine medlemmer understreget behovet for, at et succesfuldt udbud hænger nøje sammen med, at der samtidig sikres sammenhæng med resten af værdikæden, herunder de kommende CO2-lagre.
Det drejer sig bl.a. om, at der skal en sammenhæng mellem tidsrammen for udbuddet og udviklingen af de onshore CO2-lagre, som forventes at blive etableret i Danmark. Det er vigtigt, så især onshore lagring bliver en reel mulighed, og at rammebetingelserne gør, at også lageroperatørerne vil forpligte sig til at lagre CO2’en indenfor tidsfristen.
CCS bliver vigtig i den danske klimapolitik
Dansk Fjernvarme hylder Klimarådet for, at de i deres nyeste statusrapport understreger den vigtige rolle, som CO2-fangst får for den danske energi- og klimapolitik.
- Vi er meget enige med Klimarådet i, at potentialet for CCS er stort, og vi ser frem til det videre arbejde for at sikre et grønt Danmark, hvor vi indfrier også de kommende nye klimamål, lyder den umiddelbare reaktion på statusrapporten fra områdechef for bl.a. CCS i Dansk Fjernvarme, Jannick H. Buhl.
Han roser Klimarådets fokus på netop CCS som et endnu vigtigere instrument i fremtidens forsøg på at opnå et bedre klima gennem lavere og lavere CO2-udledninger.
- Netop CCS er en af de helt store værktøjer for at sikre en klimaneutral fremtid. Og her kan Danmark spille en væsentlig rolle i at fange og lagre CO2, fordi det er et af de bedst egnede til lagring i Europa, udtaler områdechef for bl.a. CCS i Dansk Fjernvarme, Jannick H. Buhl.

Jannick H. Buhl
CCUS & PtX
Mobil: +45 28 69 36 06
E-mail: jhb@danskfjernvarme.dk
Skriv kommentar