Dansk Fjernvarme: CCS-rammerne skal evalueres
Dansk Fjernvarme hæfter sig ved, at der fortsat er aktører, der vil gå videre med CCS-puljen, men konstaterer, at bortfaldet af flere aktører kalder på en evaluering af rammerne for den statslige pulje.
- Bortfaldet af en række selskaber kalder på en evaluering af udbudsvilkårene frem mod kommende udbud, men der er fortsat ikke nogen tvivl om, at CCS er og bliver et vigtigt værktøj til opnåelse af vores klimamål på kort og lang sigt, siger Jannick Hauschildt Buhl, områdechef i Dansk Fjernvarme. Foto: Jesper Voldgaard.
Torsdag og fredag har fire medlemmer af Dansk Fjernvarme meldt fra til videre deltagelse i den statslige CCS-pulje, selv om de alle er blevet prækvalificerede. Og efter flere andre tidligere har taget den samme beslutning, mener brancheorganisationen, at myndighederne i fællesskab med markedsaktørerne skal evaluere på rammevilkårene.
- Vi havde gerne set, at der var benhård konkurrence om midlerne i det igangværende CCS-udbud, og at aktørerne ville stå på tæerne af hinanden for at komme i gang. Det har sådan set også været tilfældet, men kombinationen af et nyt marked og risikable udbudsbetingelser gør, at en række selskaber nu må trække sig fra udbuddet, lyder det fra Jannick Hauschildt Buhl, der er områdechef for CCUS i Dansk Fjernvarme.
Han fortsætter:
- Men bortfaldet af en række selskaber kalder på en evaluering af udbudsvilkårene frem mod kommende udbud, men der er fortsat ikke nogen tvivl om, at CCS er og bliver et vigtigt værktøj til opnåelse af vores klimamål på kort og lang sigt.
Dansk Fjernvarme fastholder, at udviklingen af CCS-værdikæden ikke blot er nødvendig for indfrielse af de fremtidige klimamål, men også fortsat rummer et meget stort potentiale.
- Det har dog vist sig, at usikkerheden om, hvornår f.eks. de danske CO2-lagre under land er klar, sammenholdt med fortsat store krav til garantistillelse og risiko for bøder til Energistyrelsen, har været for stor en mundfuld, siger Jannick Hauschildt Buhl.
Dansk Fjernvarme mener derfor, at det er overvejelser, der skal med i udviklingen af kommende udbud for CO2-fangst, fordi det fortsat må være en prioritet, at vi skal sikre en ny og mere fleksibel CCS-pulje, så vi kan indfri det store klimapotentiale, der fortsat ligger i CO2-fangst.
Fire affaldsenergianlæg melder fra til CCS-puljen
Fire kommunalejede affaldsenergianlæg har valgt ikke at afgive endeligt bud på den statslige CCS-pulje. Gennemgående er det den samlede risiko i projekterne og statens udbudsbetingelser, der har været afgørende.
CCS-puljen
I marts 2025 modtog Energistyrelsen 16 ansøgninger fra selskaber, der ønsker at søge støtte fra puljen med 28,7 milliarder til fangst og lagring af CO2. I udbudsmaterialet er der sat et loft på 10 over antallet af prækvalificerede selskaber, der kan deltage i udbuddet.
Ud af de oprindelige 10 selskaber, har seks nu meldt fra, selv om de er prækvalificerede til at afgive endelige, bindende tilbud. De endelige tilbud offentliggøres efter planen den 17. december af Energistyrelsen.
De fire tilbageværende, der er prækvalificerede er:
- Energnist CaptureCo A/S
- Gaia ProjectCo P/S (Vestforbrænding og CIP)
- HOFOR DSS SPV A/S
- Aalborg Portland A/S
Skriv kommentar