Gå til hovedindhold
Forsyningssikkerhed
Energipriser
Varmekilder

Dan Jørgensen: Mange flere europæere skal have fjernvarme

Vejen væk fra russisk gas går helt oplagt igennem meget mere fjernvarme i Europa. Sådan lød det fra Dan Jørgensen, EU-kommissær for energi og boliger, da han mandag besøgte Middelfart.

4. nov. 2025
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

- Vi skal have langt flere europæere til at konvertere til fjernvarme. Vi skal arbejde med at identificere barrierer, vi skal give positive incitamenter til fjernvarme og så skal vi se på bureaukrati og regler, som aktuelt kan lægge forhindringer i vejen, lød budskabet fra Dan Jørgensen mandag på et møde i Middelfart.

Indhold

    Det er dramatiske tider i et Europa, der virkelig har fået at se hvor ubehageligt det er at være i lommen på en mand, der viste sig at være vores fjende. Vi må og skal derfor stoppe med at købe gas af Putin og fjernvarme er et helt oplagt redskab til at nå det mål.

    Sådan lød et af hovedbudskaberne fra Dan Jørgensen, da han sammen med Middelfarts borgmester Johannes Lundsfryd Jensen mandag talte om energipolitik ved et møde, som rørproducenten Isoplus lagde lokaler til.

    Dan Jørgensen lagde ikke skjul på, at grøn omstillingspolitik og sikkerhedspolitik er smeltet sammen og blevet to sider af samme sag.

    - Det positive ved det er, at det sådan set at det samme, vi skal gøre, understregede Dan Jørgensen.

    Fra sin egen tid som dansk minister på energiområdet huskede Dan Jørgensen at kampen om forskellige energiforlig godt kunne ende i eksempelvis diskussioner om, hvorvidt fjernvarme eller varmepumper var den rette vej at gå. Nu er vi – efter hans mening – forbi det punkt.

    - Nu skal vi bare gøre alt det vi kan på alle parametre, fastslog han.

    Han pegede på, at hans europæiske kollegaer spærrede øjnene op når han fortalte dem, at hans egen fjernvarmeregning i København ikke umiddelbart steg, men faktisk faldt en anelse da krigen brød ud og energikrisen tog fart. EU-Kommissæren hæftede sig ved, at fjernvarmens evne til eksempelvis at udnytte varmen fra affaldsforbrænding og andre lokale kilder gjorde, at energikrisen ikke slog igennem med fuld effekt som hvis vi havde været påvirkelige af den rene gaspris.

    - Jeg plejer faktisk at holde lidt igen for ikke at lyde for selvfed omkring fjernvarmen – men det er jo faktisk genialt. Vi kommer til at presse på for, at andre lande følger vores eksempel, lød det fra Dan Jørgensen som pegede på en kommende fornyet EU-strategi for varme og køling som et af redskaberne.

    Direkte adspurgt om, hvad han mere konkret venter sig af den, lød hans svar:

    - Vi skal have langt flere europæere til at konvertere til fjernvarme. Vi skal arbejde med at identificere barrierer, vi skal give positive incitamenter til fjernvarme og så skal vi se på bureaukrati og regler, som aktuelt kan lægge forhindringer i vejen.

    - I kommunerne vil vi fortsat rigtig gerne have en slutdato på gas. Om vi får det med afsæt i dansk politik er jo aktuelt lidt usikkert, så derfor tager jeg gerne imod alle de signaler fra Dan Jørgensen og EU, som trækker i den retning, lød det fra Johannes Lundsfryd under mødet.

    Dan Jørgensen understregede dog, at arbejdet med strategien ikke er startet endnu, så de klare svar er endnu ikke lige om hjørnet.

    Hjemlig damp skal holdes oppe

    Det er imidlertid ikke kun ude i Europa, at fjernvarmen kan spille en endnu større rolle i forhold til at hjælpe os af med russisk gas og samtidig fremme grøn omstilling.

    Fjernvarmens potentiale herhjemme er fortsat større end det aktuelle niveau. Det talte borgmester Johannes Lundsfryd Jensen om da han – som kontrast til Dan Jørgensens store EU-linjer – talte om, hvordan Middelfart Kommune i praksis arbejdede med grøn omstilling.

    Han noterede sig, at der i hans kommune har været ganske pæn succes med at konvertere boliger og virksomheder fra gas til fjernvarme – blandt andet i det ret omfattende projekt i Strib. Alligevel kan man også nu i Middelfart mærke, at interessen for at skifte til fjernvarme ikke er lige så brandvarm som da gasprisen var på sit højeste.

    I forhold til at fastholde momentum i den grønne omstilling var hans ønske derfor fortsat klart:

    - I kommunerne vil vi fortsat rigtig gerne have en slutdato på gas. Om vi får det med afsæt i dansk politik er jo aktuelt lidt usikkert, så derfor tager jeg gerne imod alle de signaler fra Dan Jørgensen og EU, som trækker i den retning.

    Omtrent samme budskab kom fra mødets vært, Isoplus-direktør Bo Olsen, som samtidig hæftede sig ved, at fremtidens behov for køling ser ud til at blive mindst lige så stort som for varme. Her kan fjernkøling spille en rolle og det kan og bør EU efter hans opfattelse også være med til at understøtte.

    Dan Jørgensen ærgrede sig også over opbremsningen i danske konverteringer til fjernvarme og han udtrykte håb om, at alle formår at holde det lange lys tændt.

    - Jeg er faktisk lidt overrasket over, hvor hurtigt krisebevidstheden tilsyneladende er forsvundet, lød skudsmålet fra den fynske EU-Kommissær.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...